Yoidore tenshi (1948)
En såret forbryder søger behandling hos en alkoholiseret læge i en isoleret klinik ikke længe efter 2. verdenskrig. De to udvikler et sært venskab, der har svære kår.
JAPANSK DELIKATESSE
Det kan næppe gøres meget mere stilfuldt og stilrent - og stilenkelt, end når Akira Kurosawa fører sit kamera hen over alt andet end billedskønne locations og ind i iskolde stuer.
Efterdønninger af død
Iscenesættelsen er bare kunstnerisk i de høje luftlag, hvilket de mange sært æstetiske detaljer i både kameraets linse, på lydsiden og i skuespillet vidner om. Mystiske bobler i den lokale og stærkt forurenede sø pibler mod overfladen som små efterdønninger - eller forvarsler af død.
En ensom lokal i skæret fra en lampe.
En ensom lokal sætter sig i skæret fra en enlig lampe og spiller en vemodig melodi på sin guitar, og tonerne spreder sig i landsbyens grå og stillestående hverdag. Lyset stirrer ind på en bleg og syg mand gennem et støvet vindue i en dør, der er ved at gå af sine hængsler.
Et sølle liv
Akira Kurosawa havde inden sin filmkarriere prøvet kræfter med kunstmaleriet og malede malerier som storyboards til sine film. Denne direkte forbindelse til malerkunsten bliver synlig i filmens perfektionistiske kompositioner, men samtidig er de levende billeder renset for den teatralske stilstand - og skabt med omhu i et portræt af livet, om end et sølle et af slagsen.
Drikker finsprit af flasken
Da en såret forbryder opsøger landsbylægen Sanada, bliver det til en form for promillebehandling. Lægen er stærkt alkoholiseret og drikker finsprit af flasken, men kan stadig sit håndværk og ryster ikke på hånden med sprøjten.
Tilstanden forværres
Patienten har været involveret i bandeslagsmål og har en kugle boret ind i hånden - den bliver fjernet uden bedøvelse. Lægen kan også fortælle ham, at han har tuberkulose, og at han kan kurere ham, men patienten vil ikke høre på ham og bliver mere og mere dårlig.
Desperationens afgrund
Samtidig når lægen desperationens afgrund, da han løber tør for alkohol, men hans patient har i mellemtiden erkendt, at han er nødt til at starte behandling, og de to bliver umage, men gensidigt forstående venner.
Fysisk nærhed
Kurosawa skaber en dramatisk fysisk nærhed ved at gå helt tæt i detaljen og fange det absurde og frastødende i den unavngivne skærsild, der omgiver lægen og patienten. En enkelt lyskegle, boblende giftigt vand, fysisk og psykisk smerte, afsavn og håbløshed. Den imponerende kulisse står knivskarpt, men samtidig knugende hemmelighedsfuldt som en stærk identitet omkring de lidende hovedpersoner.
Tids- og lokationstypisk virkemiddel
At skuespillet kan blive lovlig teatralsk opleves som et tids- og lokationstypisk stilistisk virkemiddel mere end mangel på autenticitet.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1948, Japan, Drama, Krimi, Romantik, 98 min.
Dansk titel: Drunken Angel- Takashi Shimura (Doctor Sanada)
- Toshirô Mifune (Matsunaga)
- Reisaburo Yamamoto (Okada)
- Michiyou Kogure (Nanae)
- Chieko Nakakita (Nurse Miyo)
- Noriko Sengoku (Gin)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation