Disturbia (2007)
En knægt, der med fodlænke er bundet til sit hus, opdager både nabopigens skønhed og en mulig morder i sin kedsomheds voyeurisme.
UTRADITIONEL SPÆNDING
En speciel, om end noget overdrevet, ungdomsthriller, der byder på effektiv underholdning, og som formår at fastholde og forføre til sidste scene. Dette skyldes primært den utraditionelle historie, der på intelligent vis holder tilskueren i skak og sætter nogle rammer, der giver helt særlige udviklingsmuligheder.
Fodlænke-bindning
Teenageren Kale har givet sin spansklærer en knytnæve i ansigtet og har nu fået en dom, der binder ham til hjemmet – iført en fodlænke. Hvis han bevæger sig mere end 30 meter væk fra huset, vil fodlænken registrere det, og politiet automatisk blive tilkaldt. Kale begynder ret hurtigt at kede sig. Da en yderst tiltrækkende pige flytter ind i naboejendommen, indleder Kale imidlertid en intens voyeur-tilværelse, der også afstedkommer, at kikkerten bliver ledt i andre naboretninger.
"Naturlige" begrænsninger
Snart havner fokus på en nabo, der tiltrækker Kales opmærksomhed. Et kvindemord er endnu uopklaret, og beskrivelserne på omstændhederne omkring mordet i medierne passer i Kales kikkert bedre og bedre på naboens dagligdagsmønster. Snart er kontakten til den attraktive nabopige formidlet – med noget besvær grundet fodlænkens "naturlige" begrænsninger – men er de i virkeligheden i fare, og er naboen morder? Kale sætter sig for at undersøge sagen.
Harmløst charmerende?
Størstedelen af denne Spielberg-finansierede ungdomsthriller er harmløst charmerende flirt-og-sexlyst-tematik med udgangspunkt i de ovenfor nævnte begrænsninger i bevægelsesfriheden. Når filmen bevæger sig nærmere den potentielle thrillerbombe, sker der et skred, og vildskaben risikerer at kvæle charmen. Det lykkes dog i vid udstrækning at bevare en grundlæggende uskyldsrenhed ved ikke at skrue alt for meget op for det ekstreme – og i stedet satse på nærheden i dén karakteridentifikation, der så fint er opbygget gennem filmens første times tid.
Ultimativ udløsningsjagt
Således forbliver "Disturbia" i takt med jagten på den ultimative spændingsudladning samtidig en fin lille teenagefilm, der tager vare på helt små og kærlige begivenheder. Ægtheden og udstrålingen i særligt Shia LaBeoufs skuespil bærer succesen et langt stykke, men det er hele filmens sarthed og den intelligente indramning, der gør den til noget helt specielt.
Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2007, USA, Thriller, Mystik, Teenagere, 105 min.
Dansk titel: Disturbia- Shia LaBeouf (Kale)
- Sarah Roemer (Ashley)
- Carrie-Anne Moss (Julie)
- David Morse (Mr. Turner)
- Aaron Yoo (Ronnie)
- Matt Craven (Daniel Brecht)
- Viola Davis (Det. Parker)
- Rene Raymond Rivera (Senor Gutierrez)
- Jose Pablo Cantillo (Officer Gutierrez)
- Charles Carroll (Judge)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation