Le hérisson (2009)

    En 11-årig pige keder sig ihjel hos sin rige familie. En kvindelig vicevært og en ny japansk beboer sætter imidlertid fornyet farve på tilværelsen.


    DET SMUKKE LIV

    Denne udpræget hjertelige feel good-film formidler sine budskaber roligt og kærligt efter en sød men aldrig sukkersød formel.
     

    Keder sig til døde

    11-årige Paloma keder sig til døde i herskabslejligheden med sin overfladiske og depressive familie, og hun har besluttet at begå selvmord på sin 12-års-fødselsdag.

    Hverdagens små ligegyldigheder
    Hverdagens små ligegyldigheder indfanger Paloma på hjemmevideo, hele tiden ledsaget af egne små voksent gennemtænkte bemærkninger. Paloma er utvivlsomt en speciel og klog pige, men det er først da japaneren Kakuro flytter ind i ejendommen, at Paloma får tiltrængt intellektuelt modspil.

    Uventet modspil
    En anden, der får uventet modspil da japaneren flytter ind, er filmens anden hovedperson, den sammenbidte kvindelige vicevært, Renée. En skjult åre af stor litteraturviden blomstrer pludselig op, ledsaget af små amoriner. Den primære nøgle til filmens høje grad af ægthed og charme skal findes i det let kringlede og dejligt skæve manuskript, der er baseret på en roman af Muriel Barbery.

    Små skæve situationer
    Replikkerne er sjældent ligefremme og fremhæver de små skæve situationer hos eksistenser med skjulte eller undertrykte kreative ressourcer. Så opblomstringshistorierne er hjertelige i den varme og kærlige formidling, der tager sig tid til at dvæle ved detaljerne blandt et hold skuespillere, der virkelig lever sig ind i det dejlige drama.

    Misbrugt musik
    Gabiel Yareds originale musik er i sig selv smuk i enkel melodisk instrumentation, men den bliver desværre misbrugt i alt for mange scener, der havde fortjent højere grad af stilhed.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, Frankrig, Italien, Drama, Børn på film, Coming of Age, Dyr på film, 100 min.

    Dansk titel: Pindsvinet
    Instr: Mona Achache Prod: Mark Lombardo, Anne-Dominique Toussaint Manus: Mona Achache Baseret på: roman af Muriel Barbery Foto: Patrick Blossier Klip: Julia Gregory Mus: Gabriel Yared