Beasts of the Southern Wild (2012)

Skamrost som en af nyere tids største filmiske åbenbaringer; som "fænomenal", "magisk" og "mirakuløs" - det er svært ikke at blive nysgerrig. Men det er nemt at se, at der må være tale om en forblindelse. "Hushpuppy" er, hvad man kan kalde konstruktionsarbejde: Et stærkt konstrueret, opstillet og krukket stykke melodrama.

Kosmisk samhørighed
Den seksårige Hushpuppy bor sammen med sin far i et lille, isoleret samfund, kaldet Badekarret. Her er ingen rigdom og overflod, men pigen har alligevel blik for en større kosmisk samhørighed.

Ud i den store verden
Og det får hun hårdt brug for, da hun som følge af farens sygdom pludselig står på egne ben. Mens kloden vånder sig i en art præapokalypse med smeltende poler og horder af urokser, drager Hushpuppy ud i den store verden, på jagt efter sin mor. Filmens krukkede stil er tydelig fra første scene: Udstrålingen er på forunderlig vis total udi det villede og konstruerede, og herfra kan det kun tage til i styrke.

Evigt foret musikfolie
Hovedparten af de snørklede og børneperspektiveret følelsesladede scener er svøbt i en evigt foret musikfolie, der oven i købet gør det umuligt for tilskueren selv at tænke en tanke i det udfordrende handlingsforløb.

Drøm og virkelighed
I en ’kunstnerisk’ håndholdt kameraføring, hvor uskarphed og ’tilfældige’ beskæringer på skift illuderer drøm og virkelighed, føres vi dybere og dybere ind i en endeløs hvirvelvind af kantianske dimensioner: Formålsløs formålsrettethed.

Han har jo ikke noget tøj på!
Det formålsrettede er at forføre publikum, anmeldere og juryer helt ind i de afgørende faser af alverdens filmfestivaler. Formålsløsheden kan bedst illustreres med et billede fra H.C. Andersens "Kejserens nye klæder": Han har jo ikke noget tøj på!. Ingen har indtil nu trukket i håndbremsen, og Benh Zeitlins "Hushpuppy" vil givet fortsætte med at forføre verden over - og fred være med det!