Beasts of the Southern Wild (2012)

Skamrost som "en af nyere tids største filmiske åbenbaringer"; som "fænomenal", "magisk" og "mirakuløs" – og heraf er det svært ikke at blive nysgerrig. Men det er nemt at se, at der må være tale om en forblindelse. "Hushpuppy" er, hvad man kan kalde konstruktionsarbejde: Et konstrueret, opstillet og krukket stykke melodramatik.

Kosmisk samhørighed
Den seksårige Hushpuppy bor sammen med sin far i et lille, isoleret samfund kaldet Badekarret. Her er ingen rigdom og overflod, men pigen har alligevel blik for en større kosmisk samhørighed.

Ud i den store verden
Og dét får hun hårdt brug for, da hun som følge af farens sygdom pludselig står på egne ben. Mens kloden vånder sig i en art præapokalypse med smeltende poler og horder af urokser, drager Hushpuppy således ud i den store verden, på jagt efter sin mor.

En krukket stil

Filmens krukkede stil er tydelig fra første scene: Udstrålingen er på forunderlig vis total udi det villede og konstruerede, og herfra kan det kun tage til i styrke.

Evigt foret musikfolie
Hovedparten af de snørklede og børneperspektiveret følelsesladede scener er svøbt i en evigt foret musikfolie, der oven i købet gør det umuligt for tilskueren selv at tænke en eneste tanke i det udfordrende handlingsforløb.

Drøm og virkelighed
I en "kunstnerisk" håndholdt fotografering, hvor uskarphed og "tilfældige" beskæringer på skift illuderer drøm og virkelighed, føres vi dybere og dybere ind i en endeløs hvirvelvind af kantianske dimensioner: Formålsløs formålsrettethed.

"Han har jo ikke noget tøj på!"
Det formålsrettede er at forføre publikum, anmeldere og juryer helt ind i de afgørende faser af alverdens filmfestivaler. Formålsløsheden kan bedst illustreres med et billede fra H.C. Andersens "Kejserens nye Klæder": "Han har jo ikke noget tøj på!" Ingen har indtil nu trukket i håndbremsen, og Benh Zeitlins "Hushpuppy" vil givet fortsætte med at forføre verden over...