Parløb [1] (1990)
Et midaldrende ægtepar oplever sammen hverdagens små og større udfordringer. De kan blive uenige, men bliver ligeså hurtigt gode venner igen.
DANSKE HVERDAGSSITUATIONER [1]
Sammenhængende i denne serie:
Skuespilleren Kirsten Peüliche sprang hér ud som instruktør med 12 episoder temmelig tørt tv. Ganske vist med en vis komisk tæft for hverdagens helt små udfordringer og forviklinger som oplevet af det midaldrende ægtepar Marianne (Helle Merete Sørensen) og Lars (Jesper Langberg). Men afviklet så lineært og billigt udseende, at det er svært at blive opstemt af.
Næsten udelukkende studieoptaget
Det er selvsagt i nogen grad et billede på tiden: Første sæson blev til i 1990, og her var langt fra alle danske tv-produktioner lige optagede af kvaliteten i afviklingen. Med andre ord: Velkommen til næsten udelukkende studieoptagede seks afsnit, hvor tv-kameraerne ikke afsøger ret meget større territorium end under TV-Avisen live.
Pudsige situationer
I de primært pudsige situationer, der opstår i Marianne og Lars' hverdag, ligger sæsonens reelt eneste kilde til smil og forundring. Hér er Jesper Langbergs varemærke-pudsighed oplagt at drive rovdrift på, ligesom Helle Merete Sørensens sødme er et udmærket valg til skildringerne af villalivets ups and downs.
Måske lige i overkanten
Et meget lille birollegalleri sørger for lidt supplerende blod til den temmelig blege affære: Blandt de større biroller møder vi Lars Knutzon som den anmassende ven Georg, der ikke forstår, at hans invasion af parrets hjem måske er lige i overkanten.
Visse fordomme
Kirsten Lehfeldt er EDB-programmøren Gitte, der lægger an på Lars, Søren Østergaard er insisterende ejendomsmægler med visse fordomme udi midaldrendes livsstil. Den samme prolog med Tommy Kenters fortællerstemme indleder alle afsnit.
Næsten en dansk sitcom
Det hele er situationskomisk og som sådan næsten en dansk sitcom: I hvert fald peger rammernes begrænsninger og det relativt lille rollegalleri i dén retning. Men nogen større tilfredsstillelse er det svært at vride ud af de alt andet lige flade optrin, der opstår ud af Arne Forchhammers manus.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1990, Danmark/TV, Komedie, Drama, 166 min.
Dansk titel: Parløb [1]- Helle Merete Jensen (Marianne)
- Jesper Langberg (Lars)
- Lars Knutzon (Georg)
- Kirsten Lehfeldt (Gitte)
- Christoffer Bro (Receptionist)
- Per Pallesen (Loppemarkedssælger)
- Søren Østergaard (Ejendomsmægler)
- Lisbet Lundquist (Lene)
- Joy-Maria Frederiksen (Fitnesstræner)
- Birthe Neumann (Gynækolog)
- Arne Hansen (Læge)
- Søren Rode (Forlagsdirektør)
- Henning Jensen (Henrik)
- Helle Hertz (Betty)
- Tommy Kenter (Fortæller (stemme))
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation