Draculas ring (1978)
Ved et uheld får et par danske turister vækket grev Dracula af evighedssøvnen. Greven tager nu til Danmark for at suge frisk blod, og et drama af dimensioner kan begynde.
70'ER-FRISKSMURT DANSK TV-BLOD
Noget så særligt som dansk tv-vampyrunderholdning fra 1978 – herhjemme er det ikke en subgenre, der er sat ret meget sving i, dog udødeliggjorde Carl Th. Dreyer myten med sin mesterlige Vampyr (1931) – mens Shaky González i den anden ende af kvalitetsspektret berigede os med Nattens engel (1997).
Komisk funderet gys
Ideen til miniserien fik Edmondt Jensen og Flemming la Cour på en tilfældig togrejse, og resultatet er virkelig langt mere opfindsomt og alternativt end rigtig meget af det øvrige indhold, Danmarks Radio spyttede ud i 1970'erne. "Draculas ring" er komisk funderet gys, der leger med Bram Stokers forlæg, men i øvrigt er helt sin egen.
Vækket af evighedssøvnen
I første afsnit er vi med en gruppe danske turister på Malta. Her erfares det, at grev Dracula havde et slot, der nu står i ruiner. To af danskerne søger ned i undergrunden, hvor de støder på en sarkofag med grevens navn på. Uden at vide det, får de vækket greven af evighedssøvnen, og han er nu snart på togt efter dem – til lille Danmark, der bestemt ikke er vant til at håndtere vampyrer i store rødforede kapper.
Noget på hjerte
Plottet er mere hullet end de tandmærker, greven efterlader i sine ofres halsregioner. Men det gør mindre i sammenhængen, idet tonen og stilen har rigtig meget på hjerte – i Ib Skovs ambitiøse og legesyge fotografering, der hylder og udnytter gysergenrens muligheder: Usædvanligt i dansk film og tv.
Uhøjtidelig tone
Bent Børgesen er helt vidunderlig som grev Dracula. Stærkt klædt og sminket og uden ret mange replikker formår han at indfange myten, mens blodet flyder fra mundvigene. Det øvrige skuespil kan ikke siges decideret at funkle, men det blender dog fint ind i miniseriens uhøjtidelige tone.
Samtidskritiske toner
Meget af samtidskritikken gik på, at næsten en tredjedel af de syv episoders sammenlagte spilletid gik med resumeer og introer. De to instruktører, der også skrev og producerede serien, indrømmede da også, at "Draculas ring" med fordel kunne have været præsenteret som én lang tv-film.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1978, Danmark/TV, Gyser, Komedie, Biler på film, Fly på film, Vampyrfilm, 101 min.
Dansk titel: Draculas ring- Søren Steen (John Harker)
- Ejnar Hans Jensen (Orla Johansen)
- Bent Børgesen (Grev Dracula)
- Britta Fogsgaard (Mina Mortensen)
- Anniqua (DJ)
- Rolv Wesenlund (Vicevært)
- Jørgen de Mylius (Pasbetjent)
- Jens Pedersen (Igor)
- Lene Axelsen (Chris)
- Gitte Hermann (Rejseleder)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation