Black Bag (2025)

Altid produktive – på højt niveau – Steven Soderbergh præsenterer her en lækker, afmålt og yderst velspillet, gådefuld genreblanding: "Black Bag" er krævende historiefortælling i David Koepps kryptiske manus, men meget af det indviklede blødgøres i Soderberghs velkendte elegante ledelse.

Topagenter i statsligt regi

Overklasseægteparret George Woodhouse (Michael Fassbender) og Kathryn St. Jean (Cate Blanchett) er begge topagenter i statsligt regi. Derfor er meget hemmeligt – også de to imellem. Koden, når noget ikke må siges, er "Black Bag", og således skal Kathryn lige et smut til en endnu emmelig destination.

Bryder med egne kodeks

Det får George til at bryde med eget kodeks, og han undersøger via interne hemmelige kanaler, hvor konen skal hen. Det starter en lavine af mistro, der også forgrener sig i den øvrige lille gruppe af agenter, som vi møder i filmens æggende anslag og som atter samles i en nærmest Agatha Christie-lignende afrunding.

Evigt alvorsfuld

Filmen byder på "fri bar" af følt og raffineret skuespil, ført an af Michael Fassbenders evigt alvorsfulde, nærmest mekaniske hovedrollepræstation. Cate Blanchett er filmens allerbedste som den selvtillids-overspændte Kathryn, der for længst har smidt alt, der hedder empati. Og så er Pierce Brosnan vidunderlig i en mindre rolle som de hemmelige agenters tiltagende karakterfulde overordnede, ligesom Marisa Abela tager kegler som energibundtet Clarissa.

Delikat æstetiseret

Sædvanen tro har Soderbergh både fotograferet og klippet egen film – yderst delikat æstetiseret. Den friske underlægningsmusik af David Holmes peger tilbage på genrekolleger fra en fjern fortid og er heldigvis i meget vid udstrækning trukket helt ud af den intense handling.