Krigsdøtre (1981)

Det begynder langt bedre, end det viser sig at skulle blive... Første episode af denne DR-miniserie fra 1981 har det meste af det, man kan ønske sig af et børne- og ungdomsdrama, der skildrer fem 11-12-årige pigers hverdag i 1953. Hér er der stil, samling og engagement i Annelise Hovmand og Li Vilstrups iscenesættelse. Det er mere, end man kan sige om de fire følgende og svært langmodige episoder.

Uengagerende

En lang række af samtidens populære skuespillere indtager små og mellemstore biroller i de fem halvanden time lange episoder. Og det bliver faktisk et af de mest underholdende elementer for et nutidspublikum. For efter den fuldt ud fascinerende og på mange måder spillefilmsagtige åbningsepisode er der kun én vej for "Krigsdøtre": Mod det grimme, kedelige og uengagerende.

Feminisme i fuld flor

Så kan det godt være, at feminismen er i fuld fokus og flor, da vores fem kvinder bliver voksne, og at tv-serien på mange måder markedsfører sig som en serie "af og for kvinder". Men dette opleves – ligesom de sidste fire episoder samlet – først og fremmest som ultraubehjælpsomt. Og fremstår decideret latterligt, også taget i betragtning, at serien blev til i 1981 og tættere på hele 68-opgøret.

Usle kulisser

Kulisserne er i afsnittene "Hanne – 1961", "Kirsten – 1968-69-70", "Alice – 1973" og "Ursula – 1979" er mærkværdigt meget billigere og sågar usle at betragte i forhold til den første episodes ("5.a. – 1953") levende og dynamiske spil, fortællestil og mindeværdige (skole/historiske)kulisse.

Parforholdets knaster

Der vil helt givet opstå mindeværdige scener for især mange kvinder i de grundige skildringer af parforholdets og arbejdslivets knaster – sådan som kønsrollerne stod i enten lys lue eller for forfald op gennem 1960'erne og 1970'erne. Objektivt betragtet er langt de fleste situationsbeskrivelser dog alt andet end elegant serveret.