Om ti minutter (1966)

    En ung københavnsk mand er ikke helt tydelig i sine signaler, da han en vinterdag forelsker sig i en forbipasserende kvinde.


    KORT DANS OM NYBØLGEN

    I en stilren, sort/hvid og stærkt nybølge-inspireret ramme præsenterer Hans Engberg her 11 minutters kærlighedsdrama, der dog mangler samling i en flakkende historie om en ung mand (Stig Møller), der forelsker sig i en ung kvinde (Elsebeth Reingaard), men som ikke har begreb om, hvordan han viser det.

     

    Lækkert framet

    Mikael Salomon har en fest med sine lækkert framede optagelser – klart kortfilmens mest inciterende element. Her jongleres rundt mellem særligt ultranærbilleder af de forelskede, men rådvilde unge ansigter, krydret med fine udendørsoptagelser af et let sneklædt København.

     

    Sart og flygtigt

    Det hele er næsten for hurtigt overstået. I hvert fald føles det ikke, som om den meget eksperimenterende stil og historie når at opbygge en egentlig berettigelse. Der er glimt af noget sart og flygtigt i måden, Engberg skildrer især sin kejtede, forelskede unge mand på, og det er også dette fokus, formatet synes at klynge sig til. Hovedrolleindehaver Stig Møller har selv komponeret den simple underlægningsmusik. Produceret af Jørgen Roos. Om ti minutter (1966) kan ses gratis her.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1966, Danmark/KortDok, Drama, Romantik, 11 min.

    Dansk titel: Om ti minutter
    Instr: Hans Engberg Prod: Jørgen Roos Manus: Hans Engberg Foto: Mikael Salomon Klip: Hans Engberg Mus: Stig Møller
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation