Lake Mungo (2008)
Efter teenagedatteren er druknet i en sø, oplever et par og deres søn tiltagende mystiske begivenheder.
AFDÆMPEDE AUSTRALSK GYS
Her er en found footage-gyser, der ikke bare brager derudad, men som tager sig rigtig god tid til at opbygge mystiske og i glimt hårrejsende stemninger, efterhånden som den afdøde teenager Alice Palmer begynder at dukke op på foto- og videooptagelser.
Lever afdøde?
Alice er ellers druknet i Lake Mungo og eftertrykkeligt begravet i den australske muld, da far, mor og teenagesøn alligevel kommer i tvivl om det hele: Når nu, Alice øjensynlig dukker op i baggrunden af dugfriske fotos og på de videoer, sønnen filmer i familiens hus, kan det så være, at hun alligevel lever?
Nærmest en true crime-redegørelse
I en helt igennem "dokumentarisk" stil, der lægger sig op ad alverdens true crime-redegørelser, er "Lake Mungo" skabt i en velkendt form. Det skal føles, som var det hele en virkelig fremstilling – og det kunne det såmænd (næsten) også være.
Mådeholdenhed og langsomt tempo
Filmen er relativt afdæmpet, når det kommer til hårrejsning, men når Alice endelig dukker op på forskellige optagelser, er det med stor og krybende effekt. Her er det mådeholdenheden og det langsomme tempo, der virkningsfuldt former gysene.
Evindeligt sovset musik
I helheden savnes måske nok lidt flere svirp med heksehalen, og det er ikke klædeligt, at langt størstedelen af den ellers "dokumentarisk" funderede fortællestil er underkastet evindeligt sovset underlægningsmusik.
Grynet og håndholdt
Primært håndholdt, grynet og utydeligt filmet, men ind imellem opstår magiske små lækkerbiskener udi totalbilleder af australske aftenhimle og landskaber.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2008, Australien, Drama, Mystik, Gyser, Teenagere, Bjerge på film, 87 min.
Dansk titel: Lake Mungo- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation