Filip (2015)
7-årige Filip elsker og beundrer sin teenagestorebror. Men en dag ser han noget gennem en dør, der står på klem, og han ved ikke, hvordan han skal håndtere det.
BARNDOMMEN KÆRTEGNET
På bare 11 minutter skildres hér med dyb og raffineret indlevelse, hvordan simple oplevelser kan rotere uden rød tråd i hovedet på 7-årige Filip. Han elsker og beundrer sin teenagestorebror Sebastian, han holder endda et lille oplæg foran klassen om, hvor fantastisk, Sebastian er.
En hemmelighed?
Men en dag ser Filip noget derhjemme gennem en dør, der står på klem: Hvordan storebroren og hans ven kysser og berører hinanden, og dét er noget, Filip ikke helt forstår. Han ved ikke, hvordan han skal håndtere sin nye viden og bliver tavs og indadvendt. Heldigvis håndterer han det selv på smukkeste vis og kommer således på bedste 7-årsvis hurtigt videre.
Små og store følelser
I en fascinerende akkurat indfangelse af barnets mentale frihed, skrøbelighed og (under de rette forhold) hurtige psykiske restitueringsmuligheder indrammer manusforfatter og instruktør Nathalie Álvarez Mesén flot en række små og store følelser i et uhyre komprimeret format.
Kærtegner barndommen
Med fuld fokus på drengen Filips ansigt (ofte i betagende nærbilleder, der spejler de både lette og svære følelser) kærtegner Sebastian Sheilds fotografering så at sige barndommen, eksemplificeret i et tema, der berører det normale i at være "unormal", nemlig storebrorens homoseksualitet. Det er fint, kærligt, subtilt og helt nøgent skildret – uden musik og andre skævvridere. Særligt drengen Filip spilles (og instrueres) med den rette flyvske føling af Josef Waldfogel.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2015, Sverige, Drama, Børn på film, Teenagere, Coming of Age, Homoseksuelt tema, 11 min.
Dansk titel: Filip- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation