Den kære familie (1962)

Det lønner sig hér at blive hængende: "Den kære familie" åbner nemlig mærkværdigt overgearet, usammenhængende og fyldstofspræget – men dét ændrer sig gudskelov ca. 20 minutter inde i handlingen, hvorfra Erik Balling har overmåde fint styr på sit spraglede persongalleri og dén tid, de agerer i.

Formuen i tøjler

Nærmete bestemt de døende dage af 1899, hvor den stenrige skibsreder og enkemand Jacob Friis (Gunnar Lauring) har let ved at holde sin voksende formue i tøjler.

Fat i farmands formue

Anderledes komplekst er det for ham at holde snor i særligt sine tre voksne døtre Elise (Lise Ringheim), Emilie (Helle Virkner) og Ida (Ghita Nørby), der alle enten er godt og standsmæssigt gift eller er på vej til at blive det... og vil have andel i farmands formue.

En snaps over tørsten

Sønnen Jacob (en udtalt anonym Ole Søltoft) ser vi ikke meget til, andet end at han gerne nyder en snaps over tørsten sammen med gutterne i den lokale cabaretknejpe.

Handelsmænd i høje hatte

Skibsrederen tager de fleste udfordringer med et smil (og en god cognac, hvis prop han har hæftet på flasken med en hængelås). Allerbedst trives han mellem ligesindede handelsmænd på Børsen, hvilket vi ser i et par meget flot koreograferede scener, hvor de mange fine handelsmænd i høje hatte er som taget ud af P.S. Krøyers kendte maleri fra 1895.

Overmåde delikat

Efter den malplacerede start udvikler "Den kære familie" sig til en af Erik Ballings mest vellykkede film fra start-1960'erne. Timingen i skuespillet smelter sammen med det overmåde delikate produktions- og kostumedesign, der virkelig emmer troværdigt af 1899.

Afrundet Lauring

Allerbedst er Gunnar Lauring i en af karrierens mere afrundede roller, fuld af lune, men uden alt for megen af det velkendt brovtende. Særligt scenerne, hvor han sidder med sine regnskabsbøger ved det fine skrivebord er virkelig blændende.

Fjantepjattet Kulle

Mere fjantepjattet er Jarl Kulle i sin (Bodilvindende) præstation som friherre Claes av Lejonstam, og det er især scenerne med hans gakkede dialoger, der falder uden for filmens "kultur" i begyndelsen.

Skøne overraskelser

Helle Virkner vandt filmens anden Bodil for sit portræt af skibsrederdatteren Emilie, og hun har også glimt af sin velkendte hemmelighedsfulde charme. Men det er i de mindre biroller, vi finder de skønneste overraskelser.

Tårerne triller

Her er særligt Ejnar Federspiel herlig som skibsrederens bogholder Thomsen, der får stress af den moderne opfindelse, telefonen. Og Buster Larsen administrerer sin grosserer Ludwig med lige dele selvundskyldelse og raseriudbrud. Lily Broberg brillerer med et rørende sangnummer helt hen under filmens slutning, hvor tårerne triller, så det kan mærkes helt ind i sjælen.

Timing og tilrettelæggelse

Smilet er svært at tørre af læberne i mødet med Ballings timing og tilrettelæggelse, der vokser i de dygtige skuespilleres indlevelse og i det for dansk standard decideret blændende tidsbillede. Noget, Balling senere mestrede til perfektion i Matador (1978-1982)