Koks i kulissen (1983)

"Koks i kulissen" er blandt de få spillefilm af Christian Braad Thomsen, der opnåede både gode anmeldelser og fine tal i biografen. Og der er da også en pæn portion skæve smil og en generelt veltimet bittersødme i mødet med den af Anne Marie Helger og Helle Ryslinge levendegjorte teaterduo på danmarksturné.

Uden blusel

I det virkelige liv havde selvsamme duo allerede haft succes med deres intime teaterstykke "Dameattraktioner", hvor kvinder, kvindelighed og kvindepinligheder blev sat i kønsrolleperspektiv uden blusel. Og det er denne form for ufiltreret kønsrolle-teaterkomik, som Braad Thomsens spillefilm annekterer.

Et hav af konflikter

Kvinderne Micha og Laura turnerer provinsen med deres primitive teaterstykke. Livet på landevejen, mødet med publikum og fraværet af den daglige familietrummerum skaber et hav af konflikter, og de to farer ofte i totterne på hinanden. Heldigvis bliver de snart gode igen, men det er mere, end man kan sige om parforhold og kæresterier. Mænd er generelt nogle svin, der kun tænker på med pikken.

Blottede bryster

På de skrå brædder på skolescener og i bibliotekslokaler lægger kvinderne ikke skjul på deres midaldrende kroppe: Tværtimod udstiller de dem som en del af komikken, komplet med blottede bryster, spas med dellerne og et udvidet "bolleshow", hvor de (ganske vist iført pyjamas) viser prøver på diverse seksuelle stillinger på skibsbriksen – hér i form af et ustabilt campingbord.

Udtalt bittersødme

Hvor "Koks i kulissen" lykkes bedst er i den omtalte og udtalte bittersødme, som det aparte landevejsliv medfører. Det er kreativt og modigt, hvad kvinderne har gang i, men den store anerkendelse på både kunstnerisk udfoldelse og i form af gage udebliver. Braad Thomsen doserer med afmålt hånd den levende billedgørelse af dette, det virkelige livs kønsrolle-teater.

Trives som fisk i vandet

Helle Ryslinge og Anne Marie Helger trives begge rigtig godt i deres eget velkendte setup, og deres præstationer emmer af spillelyst. Det er også nødvendigt i de helt centrale roller, der ikke får meget modspil i de mange biroller, der i vid udstrækning er bittesmå og kun involveret i ultrakorte scener.

Bedst blandt de små biroller

Bedst blandt birollerne er Hans Henrik Clemensen som Lauras mand, der er fuld af udtalt væmmelse i sit første livemøde med konens teaterpræstation, ligesom Peter Ronild i sin ultrakorte optræden som kulturpingen Werner får klemt en god portion chauvinistisk arrogance ud af tuben. Og så er Gyda hansen fin som bibliotekaren, der er arrangør af handlingens første provinsopsætning af teaterstykket.

Tiltrængte pusterum

Ind imellem opstår der tiltrængte pusterum fra det både kompakte og i nogle sammenhænge lige i overkanten fyldstofsprægede teaterscener. I Dirk Brüels poetiske landskabsfotograferinger, der udgør intermezzi, når kvindeduoen skal fra a til b i Mischas udtjente Renault 4-verabil opstår der således magiske stunder. Det meste af handlingen er faktisk musikunderlagt, men ofte behageligt tilbagetrukket.

Pressen skrev

Samtidens dagbladsanmeldere var meget positive: "Koks i kulissen" oser af atmosfære" // "Christian Braad Thomsen har som instruktør hjertelighed nok til at holde sine egne meninger i ave" // "God film om kunstens kamp for at overleve" // "En af de bedre danske film, der er set på det sidste" // "Konsekvent og solidarisk kvindefilm" // "Gysende morsom" // "Folkekomedien har nu også fået indhold".

Negative røster

Blandt de negative røster lød det: "Det er dansk, det er lummert, det er talentløst" samt "Braad Thomsens nye film rummer en række mandsportrætter, som ingen rabiat rødstrømpe kunne have gjort mere nederdrægtige".