Een stor familie [1] (1982)

    En gruppe ansatte i en afdeling af en virksomhed i København gennemlever arbejdslivets op- og nedture.


    UPS AND DOWNS I ARBEJDSLIVET [1]

    Sammenhængende i denne serie:

    Een stor familie [1] (1982)

    Een stor familie [2] (1983)

     

    Danske sitcom-tvserier hænger ikke på træerne, men hér får vi en af de mere rendyrkede af slagsen – nemlig "Een stor familie", forfattet af nogle af samtidens skarpeste samfundsobservatører: Jane Aamund, Lise Nørgaard og Paul Hammerich. I og med at serien lanceredes umiddelbart efter afslutningen af Matador (1978-1982), så alle den straks som en slags substitutserie. De blev nok alle lidt klogere!

     

    Gennem monopol-billedrørene

    Første sæson med seks episoder løb gennem monopol-billedrørene hen over nytåret 1982-83, og hele serien blev instrueret af Bent Mejding, hans debut og eneste bidrag bag kameraet gennem karrieren, ud over et par gange som produktionsleder på Olsen-banden-serien.

     

    Passiv (cigar)rygning

    En lille gruppe ansatte i fjerde division af en virksomhed i København kæmper med de fleste af arbejdslivets daglige udfordringer: Nedskæringer, effektiviseringer, stress, sexisme, passiv (cigar)rygning, problemer i balancen mellem privat- og arbejdsliv og meget mere.

     

    Tungen lige i munden

    Det er med at holde tungen (og cigarstumpen) lige i munden, når direktionen går snobbet gennem afdelingen uden at ænse de ansatte – eller når kunderne står ved skranken og vil klage over et produkt (i denne sæson Vera Gebuhr og selveste Dan Turéll).

     

    Skarpe penne

    De tre serie- og episodeforfatteres skarpe penne slår tydeligt igennem i de enkelte samtidsproblematikker og eksekveres tilsvarende elegant og med lyn i øjnene af veloplagte etablerede skuespillere.

     

    Kontant fysioterapi

    Blandt "de gamle" er særligt Bjørn Puggaard-Müller herlig som den pensionsduelige afdelingsdirektør Hans Ruf Andersen, og så indtager han en af de mest finurlige scener i sæsonen i selskab med en skøn Lisbet Dahls kontante fysioterapeut, Sonja.

     

    Uden blusel

    Hun går til den uden blusel, da Ruf Andersen har fået hold i ryggen, og hun slutter af med en vidunderlig bemærkning, der roser, at han stadig i sin høje alder er en flot mand... "Du skal bare lige smide ti kilo deller..."

     

    "Sexistisk velvære"

    Også Paul Hagen og Kirsten Rolffes har fine, om end lidt mere stift karikerede hovedroller. Lidt mere schwung er der blandt de yngre kræfter. Bedst er Lene Poulsen som afdelingens nye, måske ikke helt skarpslebne... og meget sensitive sekretær. Dén rolle rammer Poulsen lige i centrum af skiven. Søren Pilmark emmer af "sexistisk velvære" som den karlsmarte "3B".

     

    Lærerigt tidsbillede

    Serien er selvsagt et billede på sin tid, men netop som sådan både historisk og samfundsmæssigt lærerig og interessant. Man ville gøre meget anderledes i en moderne sitcom, men ikke nødvendigvis i en retning, der ville hjælpe overblik og sammenhængskraft.

     

    Høj hyggefaktor

    "Een stor familie" har således høj hyggefaktor på flere parametre og tjener udelukkende som helt uforpligtende underholdning uden ret meget kød, men med charme og varme. Vidunderligt enkelt musikalsk ørehængertema af Joachim Ussing.

     

    Pressen skrev

    "Mændenes status-lancier set gennem et troldspejl: "Ny dansk serie om livet i et stort kontorhus afløser "Matador" // "Ikke rigtig morsomt – først og fremmest fordi, det kniber med sympatien, uden at satiren kan finde ud af, hvad og hvem, den er rettet imod" // "Synes at have fundet den populære melodi" // "Vi må udtrykke en oprigtig bekymring for, at det er spildte ressourcer" // "Flakser rundt i dødvande" // Den serie er aldrig rigtigt kommet i gang – og afsnittene er blevet dårligere og dårligere" // "En glimrende start for den store familie: Det var folkekomedie, som man tror, sådan en skal skæres" // "Harmløs underholdning" og "Underholdende, men uelskværdig start på den ny tv-serie".



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1982, Danmark/TV, Komedie, Børn på film, Dyr på film, 240 min.

    Dansk titel: Een stor familie [1]
    Instr: Bent Mejding Prod: Bo Christensen, Jens Hansen, Lene Nielsen Manus: Jane Aamund, Paul Hammerich, Lise Nørgaard Foto: Claus Loof; Uffe Kaare Thomsen Klip: Finn Henriksen; Leif Axel Kjeldsen Mus: Joachim Ussing
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation