The Spy Who Came in from the Cold (1965)

Blandt filmhistoriens markant mest udtryksmæssigt afdæmpede spionfilm finder vi amerikanske Martin Ritts britisk producerede filmatisering af John Le Carrés kendte roman.

Uden store armbevægelser

"The Spy Who Came in from the Cold" er ikke alene vanedannende lækker i sin sort/hvide æstetik, den er også uden ret mange store armbevægelser i sine gengivelser af højpotent koldkrigs-dramatik.

Balanceret Burton

Richard Burton leverer en af karrierens allerbedst balancerede præstationer som agent Alec Leamas, den tilsyneladende livstrætte og alkoholdulmede agent, der ikke forventer ret meget mere af livet.

Jaget vildt

Da han i filmens start oplever en likvidering klos op ad Berlinmuren ved Checkpoint Charlie, begynder han at fornemme råd i agentrækkerne, og snart er han reelt jaget vildt, selvom alle andre topagenter og håndlangere omkring ham får det til at ligne noget andet.

Under overvågning

Undervejs møder han biblioteksassistenten Nancy, og en form for sød musik opstår – så meget, som det nu er muligt, når alt i hverdagen er under konstant overvågning.

Moralsk dobbeltspil

Perlerækken af store skuespillere præsterer næsten alle vidunderligt – mest signifikant indrammende er de, der spiller moralsk dobbeltspil, herunder Sam Wanamaker, Cyril Cusack og Peter van Eyck. Claire Bloom er skøn som Leamas' tilsyneladende spionnaive flirt.

Silkeblødt af sted

"The Spy Who Came in from the Cold" er en af nok meget få agent-tematiserede film, der kan opleves af selv de største genrefornægtere. Ganske enkelt fordi, det hele glider så silkeblødt af sted og kun sjældent bliver fag/sagligt "selvforherligende".