The Missouri Breaks (1976)
En inkarneret hestetyv har både et spand heste og en kvinde i kikkerten, men en opdager har lugtet lunten.
GENREHJERTET PÅ RETTE STED
Året efter den bragende elegante Gene Hackman-thriller Night Moves (1975) iscenesatte Arthur Penn denne smukke og samtidig lidt skæve western med altid brusende Jack Nicholson i hovedrollen.
Langsigtede planer
Nicholson er hestetyven Tom Logan, der sammen med sine gutter har selvtilliden i orden. Men da han lægger langsigtede planer om både at score en rigmands heste og datter, har han ikke gennemskuet, at en snedig opdager (i skikkelse af Marlon Brandos Lee Clayton) har lugtet lunten.
Ingen typisk western
"The Missouri Breaks" er ikke den mest typiske western, og det er en blanding af denne skævhed og en række pudsigheder i de ledende rollefigurer, der gør filmoplevelsen både øjenbrynshævende og ørespidsende.
Bjergtagende fotografering
Allerstærkest er dog rammerne, der i Michael C. Butlers (Charley Varrick (1973), Jaws 2 (1978)) både bjergtagende og perspektivmættede fotografering slår benene væk under os. Lagt sammen med et lydbillede i flot og naturfokuseret balance – John Williams' lidt for komisk funderede underlægningsmusik træder heldigvis kun meget sjældent frem.
Spidsfindigt utilregneligt
Og så er der den spidsfindigt utilregnelige forelskelse mellem Tom Logan og nabogårddatteren Jane (i en meget troværdig præstation af Kathleen Lloyd): Spillet mellem kønnene er hér både særegent og universelt.
Vidunderligt aparte
Nicholson trives som en unghingst på frie agre og får virkelig mange detaljer ud af sin dobbeltmoralske rolle, og så er Marlon Brando vidunderligt aparte som den utilregnelige manhunter, der skal vise sig at have mange forskellige ansigter.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1976, USA, Western, Drama, Romantik, Dyr på film, Bjerge på film, Tog på film, 126 min.
Dansk titel: Duel i Missouri- Jack Nicholson (Tom Logan)
- Marlon Brando (Lee Clayton)
- Randy Quaid (Little Tod)
- Kathleen Lloyd (Jane Braxton)
- Frederic Forrest (Cary)
- Harry Dean Stanton (Calvin)
- John McLiam (David Braxton)
- John P. Ryan (Si)
- Steve Franken (The Lonesome Kid)
- Richard Bradford (Pete Marker)
- James Greene (Hellsgate Rancher)
- Danny Goldman (Baggage Clerk)
- Hunter von Leer (Sandy)
- Virgil Frye (Woody)
- Sam Gilman (Hank Rate)
- Luana Anders (Rancher's Wife)
- Charles Wagenheim (Freighter)
- Scott Palmer (The Mounty)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation