Ted (2012)

Frisk idé med harsk eftersmag: At servere en bamse-film for voksne kræver mere end bare gode visuelle effekter, og "Ted" leverer kun det sidstnævnte.
 

Den allerbedste ven

For alle børn og barnlige sjæle med forkærlighed for bløde dyr og tøjdyr virker en film som "Ted" tillokkende. En dejlig lille bamsebjørn bliver ved et mirakel levendegjort og udfylder et tomrum i en drengs ensomme hverdag - som hans allerbedste og meget trofaste ven.

Kæden falder af

Da drengen er blevet voksen, har de to stadig et meget tæt venskab - så tæt, at kæresten stiller et ultimatum: Hende eller Ted. Filmen begynder nuttet og eventyrligt, men så snart der klippes knap 30 år frem i tiden til bamse og mand i voksenalder falder kæden fuldstændig af.

Proletar-ego
Fra nu af hersker en plat- og dumhed uden lige. Bamsebjørnen har udviklet sig til et kæmpestort proletar-ego med en sarkastisk humor, der hele tiden befinder sig under bæltestedet - og en dumsmart, endeløs strøm af rappe replikker.

Fladpandet
Det kunne muligvis have været sjovt, hvis Teds replikker var skrevet på et niveau bare hævet fem millimeter over det dårligste stand up. Men det er netop helt nede fra den fladpandede forstadsideologi, at den ellers sødt udseende lille bamse taler og agerer.

Bollelysten bamse
Grundsubstansen i filmen er således den drikfældige og bollelystne bamse. Den spejler altså den vedtagne "normale adfærd" for unge mænd - og dét er humoren serveret på et sølvfad for den, der føler sig i samme båd.

Forventeligt musik-krydret
Mere finurlighed er der i en pletvis strålende lille sidehistorie med tyk dreng og far, der kidnapper bamsen. Forventeligt 'krydret' med stemningsmusik hele vejen i mål: "Ted" skulle nødig falde fra koncepterne om underholdning for masserne.