The Gate (1987)

    Nogle halvstore unger åbner ved et tilfælde en port til en underverden, og mærkelige væsner kommer op til overfladen.


    OVERSTYRET "BØRNE"-GYS

    Som en slags ubestemmelig misfoster-klon mellem Gremlins (1984) og The Goonies (1985) kom i 1987 Tibor Takács' "The Gate". Historien om drengen Glen (Stephen Dorffs første store filmrolle) og en kammerat, der graver et hul i baghaven og således uvidendende åbner en port til en gusten underverden.

     

    Mavesure smågrise på to ben

    Op strømmer det med mærkelige små væsner, der ligner mavesure smågrise på to ben. Hvordan får drengene nu stoppet dén misere? Det er ærlig talt ved at blive lidt småstressede – og så forhindrer det også teenagestoresøsteren i at score fyre med al den virak i forstadsvillaen.

     

    Ikke direkte ubehjælpsom

    Det er egentlig ikke fordi, "The Gate" er direkte ubehjælpsom. Teknikken er passabel, de små ubudne gæster har en flig af noget sprødt over sig, og børn og teenagere spiller over middel.

     

    Ekstremt rodet

    Men selve fortællingen er ekstremt rodet, forstærket af en evigt springende visuel og lydmæssig stil, der aldrig giver ro til "eftertanke" i det aparte fantasigys. Det bliver ærlig talt temmelig skingert, og var der et glimt af fascinationskraft over herlighederne i starten, går det snart fløjten.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1987, Canada, Fantasi, Gyser, Drama, Børn på film, Teenagere, 85 min.

    Dansk titel: The Gate
    Instr: Tibor Takács Prod: John Kemeny Manus: Michael Nankin Foto: Thomas Vámos Klip: Rit Wallis Mus: Michael Hoenig, J. Peter Robinson
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation