Fall (2022)

Lad det være sagt med det samme: "Fall" er ikke en film for dig med udtalt højdeskræk. Vores to unge og overmodige kvinders færd mod toppen af et øde beliggende, rustent og faldefærdigt tv-signaltårn er nemlig så håndfladesvedt kamp/flugt-udfordrende og angstprovokerende fortalt, at det i bogstaveligste forstand skriger til himlen, eller rettere: Mod afgrunden.

Vild med højder

Veninderne Becky og Hunter er begge vilde med højder og har besteget høje bjerge. Becky er mærket af sorg, efter hendes kæreste styrtede i døden på en af deres klatringer. Men nu bliver hun overtalt af Hunter til et eventyr, der med lidt held én gang for alle får rystet al sorg og spænding ud af kroppen: De skal sammen bestige det over 600 meter høje signaltårn. Men da de er nået helt op på den lille platform og vil ned igen, smutter stigen mod afgrunden. Så nu er gode råd dyre. Der er langt til nærmeste civilisation og ingen signaldækning på mobilerne.

Knivskarpe effekter

Rent effektmæssigt står gengivelsen af den dødsforagtende færd mod toppen knivskapt. Det mærkes i dén grad i kroppen, for ellers ville de små svedperler i håndfladerne blive hjemme. Kun enkelte computeranimationer fejler undervejs. Hvad der til gengæld ynker oplevelsen noget i knæ er de lattervækkende girl fights, som de unge kvinder finder utroværdigt overskud til at tage på den forblæste platform.

Spil på det jævne

Disse udvekslinger samt skuespil, der generelt må betegnes som på det jævne, trækker en del ned i en generelt opslugende film. Det skal på ingen måde underkendes, at især første halvdel af denne halvanden time lange thriller virkelig sparker til noget fundamental frygt. Men mådeholdet og besøgelsestiden kendes ikke til ende, hvilket også kommer til udtryk i den alt for anvendte stemningsmusik.