Possession (1981)

Den ukrainsk fødte instruktør Andrzej Zulawski var ikke ligefrem kendt for at gå hverken skabelonpræget eller nænsomt til sine film – og hermed også de skuespillere, der skulle krænge deres inderste ud i ofte ekstreme roller.

Outreret, sindsoprivende og overvældende

Det bliver tydeligt for enhver i mødet med "Possession", Zulawskis eneste engelsksprogede film: En outreret, sindsoprivende og på alle måder overvældende oplevelse, hvor grænserne mellem sund fornuft og ultimativt vanvid udviskes, så ingen efterlades uden dyb undren.

Virkeligheden smuldrer

Da en ung kvinde begærer skilsmisse, forstår hendes mand ikke et muk af det hele. Det bliver hurtigt en besættelse for ham at forsøge at finde ind til sandheden i konens beslutning, men da han graver dybere, begynder virkeligheden at smuldre.

Tiltagende ekstrem hverdag

Især da han render på en lærerinde, der ligner konen på en prik, lige på nær at hun har ætsende grønne øjne. Hvad sker der, og hvem eller hvad kan man stole på i en tiltagende ekstrem hverdag, hvor ikke engang de mest almindelige rutiner er til at stole på?

Historisk æggende bagtæppe

Med Berlin i starten af 80'erne som inspirerende bagtæppe (parret har lejlighed lige op ad Berlinmuren) er der noget historisk æggende og samtidig forstyrrende ved hele indramningen.

En del af vanviddet

Storbyen er således udnyttet sublimt som medfortællende birolle i et filmunivers, hvor alt kan ske. Det hele fiser og farer af sted i (steadi)cam-optagelser. Op og ned ad trapper, ind og ud ad rum og (U-Bahn-tunneller) – og gerne i cirkler. Det hele er filmet, som var vi selv en del af vanviddet.

Bringer de indre skrig frem

Enkelte sekvenser er med så outreret indlevelse i det mentalt udflydende og magtesløse, at det bringer de indre skrig frem i selv den mest hårdhudede beskuer: Sam Neills vanvidssekvens i sengen, Isabelle Adjanis absurd hårrejsende skrigesekvens i undergrunden.

Uden start og uden begyndelse

Nogen gange giver "Possession" ingen mening overhovedet, og det er en del af filmens (og til dels også Zulawskis) claim to fame: At det er overladt til tilskueren selv at perspektivere på noget, der er uden horisont, uden start og uden begyndelse.

Kvalmegrænsen er nået

Det bliver for meget henover lidt mere end to timer, lidt ligesom om, kvalmegrænsen er nået, men stadig med en visuel og lydmæssig bagage, det er umuligt at ryste af sig.

Mentale efterveer

Sådan var det også for især Isabelle Adjani og Sam Neill: De gav alt af sig selv og mere til, og de har begge givet udtryk for de mentale efterveer, det har haft på dem – alt det ekstreme, Zulawski fik dem til at spille, satte sig for evigt.

Tæt på kørt helt i knæ

I lange stræk behageligt helt – og begavet – fritaget for underlægningsmusik, men ind imellem pøses tonerne alligevel deprimerende ud over et i forvejen så visuelt og perceptionsmæssigt tynget lærred, at det er tæt på at køre hele herligheden helt i knæ.