Sands of Iwo Jima (1949)

John Wayne Oscar-nomineredes for sit hovedrolleportræt af den strenge, men – gennem krigshandlingerne – tiltagende vellidte militærleder, Sgt. Stryker. Det strenge lederskab er nødvendigt, hvis undersåtterne skal klare skærene, når gutterne sammen skal i blodig kamp i Iwo Jima-slaget under 2. verdenskrig.

Banjo- og kvindepjatteri

"Sands of Iwo Jima" har sine klare forcer, når soldaterne er på arbejde – og ikke, når de har fri! Selvom tidsfordrivet helt åbenlyst forsøger at give os et billede af, hvor hverdagsagtigt det hele er, når geværerne er stillet til side, så fremstår banjo-og kvindepjatteriet decideret lattervækkende, og tog man dette fyldstof ud, kunne filmen have været ca. 40 minutter kortere.

Troværdigt kampbillede

Der går trættende lang tid, før det centrale trækkes i front. Men da først krigsdramatikken er i fokus, viser veteraninstruktør Allan Dwan tænder og giver os en både blændende iscenesættelse og et troværdigt kampbillede.

Tæft og timing

Ved at sparke lidt dokumentariske slagmarks-arkivoptagelser ind forstærkes autenticiteten yderligere (her er bagprojiceringen i hvert fald ikke en mulighed), men kampscenerne er i det hele taget præget af en tæft og timing, som mange nyere krigsfilm kunne lære en del af. Som ventet er "Sands of Iwo Jima" ret glorificerende i forhold til det amerikanske militær, og marinen hyldes da også i filmens fortekster.