The Lodge (2019)

Bagudblæsende effektiv – i al sin subtilt veldoserede uhygge: "The Lodge" overrumpler med og perspektiverer store, eksistentielle temaer som religion, sorg og ikke mindst død, og serverer dem i ubarmhjertigt snestorms-indhyllet klaustrofobi og skønhed.

Alene i ødemarken

Tidligt i filmen bliver bror og søster Aiden og Mia moderløse. Hun kan ikke overskue eksmandens lykke med en ny kvinde, og børnene er heller ikke vilde efter at tage alene med hende i familiens sommerhus i bjergene.

Dømt til at gå skævt

Men det er ikke desto mindre, hvad farmand Richard foreslår. Mens han arbejder, kan Aiden og Mia lære deres nye stedmor, Grace, at kende. Men med det negative udgangspunkt, er opholdet på forhånd dømt til at gå skævt. Og det går endda helt skævt, for pludselig er der hverken strøm, vand eller mobilsignal midt i ødemarken. Og Grace har brug for sine piller, ellers....

Krybende uhyggelig

Flere væsentlige nuancer i historien skal ikke afsløres her, men fælles for dem alle er, at de er med til at gøre "The Lodge" krybende uhyggelig. Men det var selvfølgelig ikke gået alene. Indpakningen er væsentlig, og her viser instruktørerne Severin Fiala og Veronika Franz både mådehold og store evner.

Intet unødvendigt omsvøb

Filmen er fortalt uden ret meget unødvendigt omsvøb, og inspirationen fra Stanley Kubrick's mestergyser The Shining (1980) synes svær at skjule. Det stærke her er, at "The Lodge" i flere henseender faktisk lykkes med gys og gru, der effektmæssigt har et niveau som forbilledet.

Gudesmukt – og klaustrofobisk

Den på én gang gudesmukke og klaustrofobiske setting midt i sne-ødemarken er det perfekte valg til den betændte historie. Husets interiør er i øvrigt præget af et tyngende mørke med gulv-til-loft-paneler i mørkt træ og et blegt lysindfald.

Med stor overbevisning

Trekløveret, der er fanget sammen, formidles med stor overbevisning af hhv. Riley Keogh som den tiltagende afmægtige Grace, Jaden Martell som den "voksne" af det to børn, og Lia McHugh som hans fuldstændig knuste lillesøster.

Fænomenalt lydbillede

Lydbilledet er fænomenalt, særligt når naturens egne lyde får lov at sætte stemningen. Musikken stjæler sjældent billedet, men den tager til i filmens anden halvdel. I det hele taget er det den første times tid, der er nærved perfekt. Her går alt op i en højere enhed, hvor vi hen imod slutningen desværre havner i det lette overdrev.