Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life (2003)

Sammenhængende film:
Lara Croft: Tomb Raider (2001)
Lara Croft Tomb Raider: The Cradle of Life (2003)

Fra ende til anden popsmart actioneventyr-underholdning med endnu mere fokus på feministisk ladet girlpower end den oprindelige film.

En grim film
Det udvikler sig hurtigt til en grim film, hvis primære lokomotiv er Angelina Jolies kvindelige attributter, som mange mænd især gerne vil betale penge for at se på det store lærred.

Fokus på kliché
Herudover er det tydeligt, at filmens instruktør Jan De Bont ikke sætter sit lys under en skæppe, når det kommer til filmfortælling med fokus på tynde klichéer: Hér er "Lara Croft 2" på en underlig måde ærlig omkring sin egen idioti – og det er også det mest positive, der er at sige om den samlede filmoplevelse.

Stram sparkedragt
Lara Croft er endnu engang trukket i de stramme sparkedragter på jagt efter verdensskatte og Jordens frelse. Denne gang er det den sagnomspundne Pandoras æske, der er i fokus, og jagten bringer hende vidt omkring – med skurke lige i hælene.

Heftigt pansret
Croft sætter undervejs sin lid til den sexede skotte Terry Sheridan. Han kan hjælpe hende på den udfordrende mission og måske – med lidt held – lirke sig adgang ind bag det heftigt pansrede stærk-kvinde-image (mænd er nogle svin, har Lara lært sig, derfor er det lettere at give dem en lige højre med det samme).

Billigt udseende
Enkelte scener rummer en vis actionmæssig tæft, men det meste af tiden står den på billigt udseende effektmageri uden ret meget troværdighed (filmen kostede i omegnen af tankevækkende 100 millioner dollars at indspille). Der er ingen teknisk stolthed at tage hensyn til, for filmen vil kun det simpelt popsmarte.

Overraskende agilitet
Angelina Jolie er vel dybest set en troværdig stærkkvinde i den med håret stramt tilbagetrukne agilitet, der overrasker mænd med selv de største guns. Til gengæld er Ciarán Hinds’ skurkerolle frygteligt tyndt skrevet, ligesom Gerard Butlers potentielle førsteelsker ikke har meget andet charme end den skotske accent.

Typisk genremusik
Alan Silvestris typiske genremusik får hele armen og bruges rundhåndet filmen igennem – hvis man skulle være i tvivl om niveauet af "kvælstof" i denne films fortællestil.