Mani (1947)

    En ældre rig ungkarl, der igennem hele sit liv er blevet kaldt for "fede", har skjulte indre dæmoner, der skal vise sig at være yderst farlige.


    ALVORLIG SCHØNBERG PÅ DET JÆVNE

    Med "Mani" tog teaterinstruktøren Holger Gabrielsen det store spring ud i filmens verden. Et stort og grundlæggende teatralsk drama, der velsagtens har talt til instruktørens teaterglæde.

    Teatralsk tilgang
    Selvom "Mani" præsenterer Ib Schønberg i en stor og alvorlig hovedrolle, bliver det kun til en præstation på det jævne. Dette skyldes bestemt ikke manglende talent fra Schønberg men snarere Gabrielsens lettere forfejlede tilgang til sit manuskriptmateriale.

    Rig og udspekuleret ungkarl
    Schønberg spiller den rige ungkarl, Henrik Verle, der bor i en stor villa med sin husbestyrerinde, Mary. Verle står klar ved fængselsporten, da lægen Erik Menkel bliver løsladt efter seks år bag tremmer. Seks år for en forbrydelse, han ikke har begået.

    En ubehagelig hemmelighed
    Verle, der på overfladen er både troværdig og jovial, gemmer på en ubehagelig hemmelighed: han er massemorder og blandt andet skyldig i den forbrydelse, som lægen sad inde for.

    Spinkel historie
    Men alt dette afsløres først ganske sent i den lidt spinkle historie: men undervejs er man godt klar over, at Verle vist ikke er, hvad han udgiver sig for.

    Troværdighedsproblem
    Filmen har i Schønbergs karakter et alvorligt troværdighedsproblem. Man accepterer aldrig det faktum, at han skulle være morder: dertil er hans væsen i historien ganske enkelt for stuerent.

    Langt fra Schønbergs bedste
    "Mani" er så langt fra Schønbergs bedste alvorlige film, men der er stadig en del interessante stemninger i filmen, der gør den seværdig, og skuespillet er såmænd rigtig pænt over hele linjen: særligt god er husbestyrerinden Mary. Hans Schreibers anmassende musik ødelægger mere, end den underbygger.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018