Django Unchained (2012)

Sammenhængende film:
Django (1966)
Django Unchained (2012)

Quentin Tarantino. Mere behøver man sådan set ikke at sige, så har de fleste et billede af, hvilken type film, der venter dem.
 

Udsøgt farvestrålende

Og "Django Unchained" skuffer da heller ikke i dén forstand: Det er en udsøgt overdrevet, farvestrålende, larmende og – naturligvis – overlang film. Et par år før Den Amerikanske Borgerkrig køber den tyske dusørjæger Dr. Schultz slaven Django fri. Django skal nemlig hjælpe med at spore nogle eftersøgte forbrydere.

Sort mand på hesteryg

På deres færd på kryds og tværs af stater vækker det naturligvis opsigt, at en sort mand sidder på en hesteryg(!) Men Schultz har talesættet i orden og leverer altid dén forklaring, der sætter kritikerne på plads. Django har selv et motiv for at fortsætte i det umage makkerskab: Hans kone holdes som slave på en kæmpefarm, og planen er at kuppe hendes ejer til at sælge hende.

Det vulgære udtryk
Ægte Tarantino-fans sætter pris på det vulgære udtryk: De massive overdrivelser, den megen splat, de voldeligt overdramatiserede lydeffekter og den komplette smørreblødsplatte af lalleglad musik.

Bitterligt krukket
Og i mange henseender er dette udtryk da også eventyrligt. Man æder platten med stor appetit, og havde oven i købet kunnet lide smagen, hvis ikke den var så bitterligt krukket. Tarantino er en af Hollywoods helt store krukker, succesen er steget ham til hovedet oveni den "naturlige" forekomst af vanvid.

Fravær af ro
"Django Unchained" brillerer ved sit totale fravær af ro. Der er intet i Tarantinos fortællestil, der appellerer til en almindelig vejrtrækning: Alt er pakket i tykke brandtæpper af kvælende effektmageri. Dét, der bærer filmen et pænt stykke, er den finurligt skrevne historie. At dramaet ikke kan holde til de to timer og femogfyrre minutter er en sag for sig – Tarantino har et umætteligt behov for at imponere, bl.a. gennem et påtaget ’episk’ udtryk.

Humoristiske finesser
Historien rummer mange humoristiske finesser, hvilket heldigvis afdramatiserer meget af det prætentiøse. Og Christoph Waltz leverer en elegant veloplagt præstation som den tyske Dr. Schultz. Mange små og ubetydeligt små roller besættes af store stjerner, og det er da ’meget sjovt’, men ingen brænder for alvor igennem.

Flad DiCaprio
Mange får fråde om munden ved Leonardo DiCaprios præstationer. Undertegnede vil primært tilbage til 1990’erne for at fremhæve elegance i hans spillekunst. Quentin Tarantino spiller selv en flødebolledum skurk – og det er ikke kønt.

Massivt musiktæppe
Det skal afslutningsvis nævnes, hvor massivt underlægningsmusikken tynger filmen. Det ene tåbeligt valgte stykke pop, rock, rap – ller bare musak – afløser det andet i et sandt tæppebombardement af dårlig smag og stil.