Django Unchained (2012)

    En tysk dusørjæger slår sig et par år før Den amerikanske Borgerkrig sammen med en sort mand i jagten på hævn og penge.


    UDSØGT OVERDREVET

    Sammenhængende film:
    Django (1966)
    Django Unchained (2012)

    Quentin Tarantino. Mere behøver man sådan set ikke at sige, så har de fleste et billede af, hvilken type film, der venter dem.
     

    Udsøgt farvestrålende

    Og "Django unchained" skuffer da heller ikke i den forstand: Det er en udsøgt overdrevet, farvestrålende, larmende og - naturligvis - overlang film. Et par år før Den amerikanske Borgerkrig køber den tyske dusørjæger Dr. Schultz slaven Django fri. Django skal nemlig hjælpe med at spore nogle eftersøgte forbrydere.
     

    Sort mand på hesteryg

    På deres færd på kryds og tværs af stater vækker det naturligvis opsigt, at en sort mand sidder på en hesteryg. Men Schultz har talesættet i orden og leverer altid dén forklaring, der sætter kritikerne på plads. Django har selv et motiv for at fortsætte i det umage makkerskab: hans kone holdes om slave på en kæmpefarm, og planen er at kuppe hendes ejer til at sælge hende.

    Det vulgære udtryk
    Ægte Tarantinofans sætter pris på det vulgære udtryk; de massive overdrivelser, den megen splat, de voldeligt overdramatiserede lydeffekter og den komplette smørreblødsplatte af lalleglad musik.

    Bitterligt krukket
    Og i mange henseender er dette udtryk da også eventyrligt. Man æder platten med stor appetit, og havde oven i købet kunnet lide smagen, hvis ikke den var så bitterligt krukket. Tarantino er en af Hollywoods helt store krukker, succesen er steget ham til hovedet oveni den "naturlige" forekomst af vanvid.

    Fravær af ro
    "Django unchained" brillerer ved sit totale fravær af ro. Der er intet i Tarantinos fortællestil der appellerer til en almindelig vejrtrækning: alt er pakket i tykke brandtæpper af kvælende effektmageri.

    Finurlig historie
    Dét der bærer filmen et pænt stykke er den finurligt skrevne historie. At dramaet ikke kan holde til de to timer og femogfyrre minutter er en sag for sig - Tarantino har et umætteligt behov for at imponere, bl.a. gennem et påtaget ’episk’ udtryk.

    Humoristiske finesser
    Historien rummer mange humoristiske finesser, hvilket heldigvis afdramatiserer meget af det prætentiøse. Og Christoph Waltz leverer en elegant veloplagt præstation som den tyske Dr. Schultz. Mange små og ubetydeligt små roller besættes af store stjerner, og det er da ’meget sjovt’, men ingen brænder for alvor igennem.

    Flad DiCaprio
    Mange får fråde om munden ved Leonardo DiCaprios præstationer. Undertegnede vil tilbage til 1990’erne for at fremhæve elegance i hans spillekunst. Quentin Tarantino spiller selv en flødebolledum skurk - og det er ikke kønt.

    Massivt musiktæppe
    Det skal afslutningsvis nævnes, hvor massivt underlægningsmusikken tynger filmen. Det ene tåbeligt valgte stykke pop, rock, rap eller bare musak afløser det andet i et sandt tæppebombardement af dårlig smag og stil.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2012, USA, Western, Drama, 165 min.

    Dansk titel: Django Unchained
    Instr: Quentin Tarantino Prod: Reginald Hudlin, Pilar Savone, Stacey Sher Manus: Quentin Tarantino Foto: Robert Richardson Klip: Fred Raskin
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste birolleskuespiller (Waltz)
    • AA - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste lydklipning
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Waltz)
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (DiCaprio)
    • GG-N - Bedste instruktør