Brokeback Mountain (2005)

Se hellere Stadt Land Fluss (2011).

Hollywood barsler her med en forsigtig føler ud i homofobiens ensretning, en prøveklud, et farligt studie i tabubelagt kærlighed. Sådan opleves filmen - men dét faktum alene, at der er tale om en mainstreamfilm, der tør vise noget så outreret som homoseksualitet, belønnes i Hollywood (naturligvis) med flere Oscar-statuetter.

Bøssekærlighed for folket
Med andre ord er "Brokeback Mountain" kærlighed mellem to mænd præsenteret for det brede publikum. Vi forestiller os ægteparret 'Bente' og 'Hans' hjemme i kunststof-lædersofaen sidde med deres entydige billede af bøsser som nogen væmmelige nogen med løse håndled og stemte s'er. Instruktør Ang Lee vil netop nå 'Bente' og 'Hans', og voldsomt æstetiske naturbilleder, feel-good-countrymusik for lille symfoniorkester, helt almindeligt udseende familiefædre med skægstubbe og cowboybukser skal hjælpe med at få den til at sive ind: 'Bøsser er dybest set ok'.

Mission: Homofobi go home
Det kan godt være, at 'Bente' og 'Hans' og alle mulige andre almindeligt dødelige og erklæret heteroseksuelle må overgive sig og udbryde noget i retning af 'all right, de holder sgu da af hinanden, det kan man da se', og sker det i bare ét tilfælde, må Ang Lees mission siges at være lykkedes.
 

Cowboys i den bedste alder

To cowboys i deres bedste alder skal tilbringe hele sommeren 1963 sammen i bjergene. Her skal de vogte får, men det viser sig snart, at der er langt mere uldne behov, der skal dækkes i de naturskønne omgivelser - behov, som de begge nødigt vil indrømme, men som er svære at fortrænge. En sommerforelskelse er en realitet, men hvad siger kærester og koner, hvis sandheden kommer for en dag? Det beskæftiger filmen sig indgående med i en periode på over 10 år.

Præfabrikerede roller
Pæne skuespillerpræstationer præger filmen, men rollerne er alle frustrerende præfabrikerede og belastet af alle de replikker, som man har forestillet sig på forhånd. Forudsigelighed er et nøgleord i filmen. Manuskriptet er så ihærdigt søgende efter sensationen i det 'ganske normale', at det hele glider som en våd håndsæbe hen imod slutningen af filmen - en slutning, som kun amerikanerne kan fabrikere den. Ganske enestående - og ødelæggende.

Tilpasset og retningsbestemt
Store dele af det homoseksuelle publikum vil naturligt nok føle sig tiltrukket af historien. Her er der endelig noget, man kan identificere sig med. Men ikke på denne tilpassede, retningsbestemte og kalkulerede måde, hvor begivenhederne er passet ned i klichéernes små båse, og handlingen reelt er så sentimental, at det driver ned ad filmlærredet og efterlader ærgerlige fugtskjolder.

Poleret normalisering
Det er måske netop denne forfejlet polerede normalisering af det skæve, som så mange tilskuere falder for? Er det en sejr for homoseksuelle, at bøssekærlighed også kan skildres med sødladen Hollywood-musik, i milliondyre bjergkamerature og med så knivskarp fokus, at hver en stub i de forelskedes ansigter fremtræder som små flagstænger? Man kunne nøjagtig ligeså godt have set en hvilken som helst anden kærlighedsfilm. Den samme sentimentalitet, der alt for ofte kendetegner Hollywood-romantik, lægger sig som en tyk hinde - også i dette tilfælde.