Psycho III (1986)

Sammenhængende film:
Psycho (1960)
Psycho II (1983)
Psycho III (1986)
Psycho (1998)

Gennemført frygtelig 3'er i Psycho-"serien", der startede med Hitchcocks mesterstykke i 1960 og efterfulgtes 23 år senere af Richard Franklins overraskende vellykkede Psycho II. Filmenes stjerne, Anthony Perkins, fik tilmed sin instruktørdebut i denne "Psycho III", der handlingsmæssigt tager tråden op fra 2'eren.

Svaghed for kvinder

Der er således stadig tale om en historie centreret om motelejeren Norman Bates. Han har en sygelig svaghed for kvinder, der bunder i filmhistoriens måske mest aparte moderbinding. Da en blond ung kvinde ankommer til hans motel, får Bates nærmest savl i mundvigen: Hun minder ham så meget om den kvinde, han myrdede i 1960, at han næsten ikke kan vente med at hvæsse køkkenkniven til anden ombæring.

Flere forhindringer

Flere forhindringer udskyder Bates' forehavende, og i det hele taget har han det svært i sit gamle barndomshjem på bakken over motellet. Her er det mor, der bestemmer, med det helt særlige twist, og ingen fremmede skal blande sig i Bates-verdenen bag den hemmelighedsfuldt tillukkede facade.

Lidt over afgrunden

I øvrigt er perspektiverne (i den erfarne Bruce Surtees' elegante fotografering) og perspektiveringerne på (plot-mæssigt) det gamle hus filmens markant bedste kort. Det er kun i indstillinger og scener med huset som omdrejningspunkt, at "Psycho III" kan løfte sig bare en lillebitte smule over afgrunden.

Trives dårligt i dobbeltrollen

Perkins trives tydeligvis rigtig dårligt i dobbeltrollen som stjerne og instruktør. I hvert fald præsterer han ringe(!) i hovedrollen og har rigtig slet greb om filmen i både teknisk og narrativ henseende. Vi er milevidt fra hans virkelig beundringsværdige præstationer i 1960'er- og 1983'er-filmene. 

Ikke kønt

De øvrige spillere, der alle er vage biroller, forfalder typisk til overspil med en snert af komik (særligt Jeff Faheys Duane), alt imens Carter Burwells mærkeligt håndtamme "gyser"-musik er en diktator af de helt store på lydsiden. Ikke noget kønt filmisk bekendtskab - måske præget af, at Perkins under optagelserne fik besked om, at han var hiv-smittet.