The Train (1964)

    Hen imod slutningen af den nazistiske besættelse af Frankrig sætter en kunstsamler og nazist alt ind på at få transporteret en lang række dyrebare kunstværker med tog til Tyskland. Men det bliver ikke en nem opgave.


    MEJSLET MESTERSTYKKE

    Et af John Frankenheimers sande mesterstykker og samtidig den sidste store actionfilm fra Hollywood filmet i sort/hvid. "The Train" er krigsaction mejslet ind i oliesvedige maskuline ansigter, tilsvarende svedende lokomotiver og en ubønhørlig, ophørlig og gennemæstetiseret spænding af en anden verden.

     

    Udsøgt stiliseret

    Allerede filmens godt fem minutter lange anslag slår tonen an: eminent visuelt komponeret og udsøgt stilseret følger vi en uniformeret nazist, mens han tænder et par lamper på skift. Store klassiske malerier oplyses parvis, mens resten af rummet ligger hen i tavst og hemmelighedsfuldt mørke. Nazisten træder et par skridt tilbage for at betragte kunstværkerne lidt på afstand.

     

    Grådige nazister

    Hele anslaget er uden nogen form for musikunderlægning, endsige tilført artificielt lyddesign. Hårde uniformssåler mod gulvet, kontakter, der tændes og slukkes, ingen dialog. Først efter filmen har forklaret sammenhængen, at de berømte kunstværker er nazisternes grådigt sammenstykkede storsamling, får vi opening credits, og den reelle spændingsopbygning går i gang.

     

    Stoute kunstværker

    Nu møder vi filmens helt store skikkelse, Burt Lancasters souschef for Vaires banegård, Paul Labiche. Bag facaden er han et fremtrædende medlem af den franske modstandsbevægelse og på alle måder interesseret i at forpurre nazisternes ihærdige forsøg på at få de stoute kunstværker fragtet til Tyskland med tog.

     

    I Berlins interesse

    I det nazistiske hovedkvarter i Paris står alt i opbrudets tegn. Dokumenter brændes, og stor forvirring hersker. Paul Scofields oberst von Waldheim (ham, hvis hjerte banker for kunsten) opsøger general von Lubitz og foreholder ham, hvor vigtigt det er, at malerierne bliver bragt "hjem" til tredje rige. De repræsenterer en milliardværdi, og Berlin vil helt givet ikke synes om, at skatten efterlades i hænderne på de allierede, hvis tropper nærmer sig med al hast.

     

    Raffineret sabotage

    Snart er man i gang med at laste et langt godstog med de mange malerier, men det mere end ligger i luften, at Paul Labiche og hans venner i modstandsbevægelsen vil gå meget langt for at irritere og sabotere transporten, og sådan kommer det også til at gå. Nøglen til succes for modstandsfolkene er at få nazisterne til at tro, at de kan stole på dem.

     

    Mesterlig krigsaction

    "The Train" er en af de lækreste krigs/actionfilm fra 1960'erne - ja, i det hele taget - man kan komme i nærheden af. Det mesterlige slutprodukt er resultatet af en lang række rigtige valg, og her viser John Frankenheimer både stort overblik og meget høj kunstnerisk-æstetisk tæft. 

     

    Højpotente togscener

    Den sublime anvendelse af vidvinkelobjektiver sætter de i forvejen højpotente togscener i perspektiver, der får det til at risle koldt ned af ryggen: Masser af bredde, masser af dybde, masser af liv. Disse billeder forstærker ikke alene autenticiteten i jern-mod-jern-højdramatikken, det tilfører også den meget nøjgatigt timede iscenesættelse en ekstra fortællingsdimension, der gør det muligt at dvæle længe ved den enkelte indstilling.

     

    Perlende og oliestænket sved

    Den perlende og oliestænkede sved tager til på både helte- og skurkepander, efterhånden som alvoren går op for begge lejre: heltene indser, at missionen med at gøre nazisternes kunsttog til en helvedesfragt langt fra er uden tab. Nazisterne må meget modvilligt indrømme, at det kan vise sig vanskelig at få kunsten i tysk sikkerhed.

     

    Nærvær!

    I 1964 var der ingen computergenererede tekniske muligheder til at forenkle den actionspækkede effektpakke med. Frankenheimer og hans kamerafolk måtte selv helt tæt på den virkelige verdens svedende damplokomotiver med alt hvad det indebærer af kulstøv, olie og hektisk støj. Nærværet kan til gengæld mærkes - det er en af filmens helt store kvaliteter, at den er så taktil og går så meget i den mekaniske detalje.

     

    Gnistrende spil

    Men ikke kun i mekanikken er der direkte forbindelse mellem film og tilskuer, også spillet slår gnister i et perfekt samspil mellem helte og skurke. Burt Lancaster træder voldsomt i karakter - ikke mindst ved selv at udføre sine potentielt ret så radbrækkende stunts - ligesom både modstandsfolk og nazister emmer af spillelyst ud af en total indlevelse i det intense filmunivers.

     

    Sort/hvid genistreg

    Maurice Jarres filmmusik er helt genialt stort set fraværende gennem hele filmen. I langt de fleste sekvenser er det mekanikkens - og det indre dramas - egne lyde, der er i forgrunden, og det er i meget høj grad medvirkende til at gøre Frankenheimers sort/hvide genistreg til et mesterværk.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018

    Fakta om filmen

    1964, Frankrig, Italien, USA, Krig, Action, Thriller, 140 min.

    Dansk titel: Toget
    Instr: John Frankenheimer Prod: Jules Bricken Manus: Franklin Coen, Frank Davis Baseret på: bogen "Le front de l'art" af Rose Valland Foto: Jean Tournier; Walter Wottitz Klip: David Bretherton Mus: Maurice Jarre
    Priser
    • AAN - Bedste manuskript