Drag Me to Hell (2009)

Det begynder ellers lovende. Sam Raimis take på gysergenren er i de første tre kvarters tid både medrivende og simple i deres opbygning.

En bankkvinde med braste drømme

Her møder vi Alison Lohmanns bankdame Christine, der stræber efter at blive souschef i afdelingen. Men de drømme forpurres, da hun afviser en mystisk gammel kvinde: Den slibrigt gebis- og glasøjebelemrede gammelmor får ikke endnu en udsættelse på sit lån, og må nu forlade sit hus.

Gusten kvindeforbandelse

Snart erfarer Christine, at den gustne kvinde må have kastet en forbandelse over hende. I hvert fald bliver Christines liv i tiltagende grad en heksekedel, hvor det slet ikke er muligt at finde ro... og måske er det netop en heks, hun skal til at bide skeer med!

Mister sit vejgreb

Fra dét øjeblik, hvor forbandelses-hysteriet bliver "alvor", mister filmen sit vejgreb – og tilskueren sin interesse. Hysteriet kender reelt ingen grænser i hverken lyd eller billede, og således er der kun skuldertræk til overs for de ellers habile visuelle effekter, der bl.a. hvirvler vores uheldige bankdame rundt i flere tyfonlignende dagligstueopgør med usynlige onde kræfter.

Heksehysteri

Det er muligvis juicy for inkarnerede fans af det overnaturlige gys, men for alle, der hellere vil have krybende uhygge frem for heksehysteri, bliver "Drag Me to Hell" hurtigt alt for meget.