Nat-Ekspressen (P. 903) (1942)

    En mand køres ihjel af nattoget, og en kriminalbetjent sættes på sagen. Der er tale om et mord, men opklaringsarbejdet bliver tåget.


    ATMOSFÆREFYLDT KRIMI

    Dansk krimi med masser af atmosfære: trods den noget gumpetungt teatralske historie en film med nerve, fremdrift og elegance.

    I Karl Anderssons stilfulde fotografering indfanges ikke alene det mystificerende i damptogenes tåger, men også en tragi-idyllisk dobbelthed omkring Carl Alstrups rolle som stationsmester Magnus Grøndal.

    Varieret fotografering Det kommer til udtryk i et varieret billedsprog, der på nogle områder er forud for sin tid, bl.a. med adrætte håndholdte togsekvenser.

    På en lille provinsjernbanestation hersker den aldrende stationsmester Magnus Grøndal med sit altid vrissende og utilfredse væsen.

    Den voksne datter Marianne bliver holdt i kort snor, når det kommer til mandlige bekendtskaber. Magnus sætter sig meget imod, at hun tager til bal på kroen.

    Der er tale om mord
    En aften køres en af kroens slagsbrødre ihjel af nattoget, og politiet sender en kriminalbetjent fra København. Mens han graver lidt i forholdene omkring ulykken, erfarer han, at der er tale om et mord.

    Han forelsker sig i Marianne men forsøger at holde lav profil, så hele byen ikke kender hans ærinde. Og så er det jo nødvendigt at forsøge at komme ind på livet af stationsmesteren, hvilket måske er betjentens sværeste opgave.

    Mørk tone
    "Nat-Ekspressen" bevarer sin mørke tone til den fatalistiske men også stærke slutscene. Det er en sjældent determineret mørk genrefilm blandt mængderne af folkekomedier; en inspireret og teknisk flot film noir.

    Uhelbredeligt mavesur
    Carl Alstrup bærer på mange måder filmen med sin uhelbredeligt mavesure hovedrollepræstation; hans sidste - han døde samme år.

    Et stort hjerte
    Bag den vrissende og kontant afvisende facade banker der et stort hjerte og en betingelsesløs kærlighed til datteren Else. I de mest bevægende scener mærker man i Alstrups kontrollerede spil den enorme energi, der ligger i denne dobbelthed.

    Teatralsk spind
    Mogens Wieth har en naturlig lethed over sit spil men havner desværre i filmens noget uklædelige teatralske spind - sammen med Inger Stenders tykt smurt henrivende Marianne.

    En del mindre biroller besættes uden gennemslagskraft, bl.a. Jørn Jeppesen som Mogens Wieths kollega og Asbjørn Andersen som kriminalassistent. Undtagelsen er Sigurd Langbergs lokomotivfører Helgaard, der formidles med masser af energi.

    Stærk energi
    Tågerne fra damplokomotivet hænger længe efter filmens sidste scene. Der er en meget stærk og medrivende energi over det mørke udtryk.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017