Punch-Drunk Love (2002)

Mellem Magnolia (1999) og There Will Be Blood (2007) udkom altid skævladne Paul Thomas Anderson med denne multifaceteret anderledes romcom. "Punch-Drunk-Love" giver komikeren Adam Sandler en chance for at brænde igennem i en mere nuanceret rolle, men der er desværre ikke meget i Andersons film, der serveres gnidningsfrit – heller ikke "Sandler-tricket".

En frustreret californier

Sandler er den socialt frustrerede californier Barry Egan, der en dag beslutter sig for at ringe til en telefonsexlinje. Han er dum nok til at videregive samtlige personlige data, herunder cpr-nummer, kreditkortnummer og fuldt navn og adresse.

En romance i fare

Det skal vise sig at give bagslag, og Barry kan hermed meget vel samtidig ødelægge dén romance, han ellers er ved at have kørt i stilling med den hemmelighedsfulde Lena (Emily Watson).

Skævheden går skævt

"Punch-Drunk-Love" er desværre et rigtig godt eksempel på en bittersød amerikansk genreblanding, hvori skævheden går skævt af sig selv og de mange spøjse indfald, som Paul Thomas Anderson altid er garant for.

Griber muligheden

Adam Sandler griber muligheden for at vokse med dramaet, men overspiller for ofte. Samtidig indgår det farverige birollegalleri (mest signifikant krydret med en lidt vel bette optræden af Philip Seymour Hoffman) uden ret meget gennemslagskraft.

Negativ gennemslagskraft

Det, der til gengæld har (meget negativ) gennemslagskraft, er den helt uhørt anmassende og nærved konstante, støjende, kontralogiske, handlings-overstregende underlægningsmusik.

Fatalt ødelæggende

Det var godt set af juryen i The Stinkers Bad Movies at nominere "Punch-Drunk-Love" i kategorien "Most Intrusive Musical Score"... for Jon Brions musik er godt nok fatalt ødelæggende for filmoplevelsen. Når der endelig opstår (kortere) pauser fra musikken, vokser udstrålingen og indlevelsen i handlingen markant. 

Flot og lysstærkt

Generelt rigtig flot og lysstærkt fotograferet af Robert Elswit (The River Wild (1994), The Town (2010), Nightcrawler (2014)), men de visuelle kvaliteter bliver næsten helt og holdent overtrumfet af filmens lydmæssige voldtægt og af det skæve, der løber af sporet.