Trois couleurs: Bleu (1993)

    Efter at have mistet alt i en bilulykke går en kvinde helt i sort.


    TRISTESSENS HØJBORG

    Sammenhængende film:
    Trois couleurs: Bleu (1993)
    Trois couleurs: Blanc (1994)
    Trois couleurs: Rouge (1994)

    Nedtrykt, stemningsmættet drama, den første film i den polske instruktør Krzysztof Kieslowskis trilogi "Trois couleurs", der skildrer farverne og symbolerne i det franske flag; blå (frihed), hvid (lighed) og rød (broderskab).
     

    Ikke meget frihed

    Der er nu ikke meget frihed over historien i "Bleu": Karrierekvinden Julie mister alt efter en bilulykke. Manden, der var aktiv komponist, og en femårig datter.
     

    Ned med flaget

    Som det må forventes, går Julie ned med flaget og kan ikke foretage sig meget andet end at ligge og stirre tomt ud i luften. Først efter flere ugers sorg, kan hun så småt begynde at fungere.
     

    Minder skal slettes

    Men det er ikke hendes ambition at grave i minderne om manden og datteren. Hun kan ikke bære at høre mandens kompositioner igen, og hun smider noderne til et ufærdigt værk væk i frustration. Men der foreligger en kopi af noderne, som den afdødes assistent senere tager frem og komponerer videre på.

    Labil vaklen
    Julie vakler rundt i sin nye labile tilværelse og forsøger at undgå de helt store konfrontationer. Men hun får alligevel et stort chok, da hun finder ud af, at hendes mand i mange år havde et forhold til en anden kvinde. Hun opsøger kvinden, der nu er gravid, og Julie vælger at samarbejde med kvinden i stedet for at modarbejde hende.

    Unødvendigt tungt
    Det er vedkommende og bevægende stof, men på en eller anden måde lykkes det også Kieslowski at gøre stoffet underligt frastødende og unødvendig tungt. Man kan næsten ikke holde ud at slæbe sig igennem den tågede nedtrykthed, som filmen hviler i.

    Uhyggeligt emne banaliseret
    Der sker ikke de store ting, og det uhyggelige emne bliver næsten banaliseret, efterhånden som filmen har rullet et stykke tid. Jaja, kvinden er trist, det er synd for hende, gu' er det så, men hvor bliver udviklingen af?

    Delikate billeder
    Det hjælper naturligvis, at Krzysztof Kieslowski og hans fotograf beriger filmen med mange delikate billeder. Virtuose indstillinger og en formidabel fotografering og klipning gør "Bleu" teknisk set vidunderlig, ligesom Juliette Binoche leverer storspil i filmens krævende hovedrolle.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1993, Frankrig, Polen, Schweiz, Drama, Mystik, Musik, 94 min.

    Dansk titel: Blå
    Instr: Krzysztof Kieslowski Prod: Martin Karmitz Manus: Krzysztof Piesiewicz, Krzysztof Kieslowski, Agnieszka Holland, Edward Zebrowski, Slawomir Idziak Foto: Slawomir Idziak Klip: Jaques Witta Mus: Zbigniew Preisner
    Priser
    • GG-N - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Binoche)
    • GG-N - Bedste musik