Waterworld (1995)
I en fjern fremtid er stort set alle kontinenter oversvømmet, og de få overlevende må kæmpe en sej kamp for videre eksistens.
VILDT VANDLIV
Denne svinedyre filmproduktion foregår næsten udelukkende på og under havet - i en fremtid hvor polernes ismasser er smeltet og har oversvømmet landjorden.
De få overlevende har måttet tilpasse sig de nye vilkår. Manden, Mariner, har sejlet rundt på kloden i masser af år og har udviklet sig til at blive halvt fisk - halvt menneske. Han har svømmehud mellem tæerne og gæller bag ørerne.
En koldblodig superskurk
Men i vandverdenen er der også fjender - for Mariners vedkommende først og fremmest de superdumme men meget farlige "Smokers", ledet af den evigt koldblodige, Deacon.
Ud over at ryge hele tiden er det nemlig målet for "Smokers" at finde vejen til det sagnomspundne Dryland. Man har hørt, at der et eller andet sted stadig er fastland, og at en lille pige kender vejen dertil.
Uønskede passagerer
Mariner sejler mod sin vilje rundt med netop denne pige, kaldet Enola, og hendes reservemor, Helen. Han blev nødt til at tage dem med sig under en voldsom krig mod en hær af "Smokers" på en atol, hvor han var sejlet ind for at hente friske forsyninger.
Mod det tørre land
Mariners kvindelige passagerer er mere end uønskede. Han hader deres tilstedeværelse, de må ikke røre noget, og han så egentlig helst, at de druknede. De er kun i vejen om bord på den specialkonstruerede båd og bevirker samtidig, at båden bliver en "Smoker"-skydeskive, da disse er ellevilde efter at få fat i den lille pige. Nu sejles der på livet løs - på flugt fra de skydegale "Smokers" og imod det tørre land, som ingen rigtig ved om eksisterer.
"Waterworld" er ikke så dårlig som sit rygte og er en visuelt delikat filmoplevelse, ligesom den på lydsiden er det rene sprængstof for trommehinderne med en forrygende surround sound.
En svag historie
Historien er det svageste punkt, pumpet med klichéer ud i de sort/hvide temaer, men alligevel opsluges man af den flammende action.
Det er flot, det er spændende, imponerende - og dyrt. Det skal ikke med i bedømmelsen af filmen, at den overskred budgettet med mange millioner dollars - det er hvad der sker, når man udelukkende filmer på vandet, når store vandbyer pludselig synker til bunds, når vejret er skyld i, at alle bagmænd skal vartes op i et par måneder ekstra.
En barnlig twist
Det skal heller ikke tælle med, at Kevin Costner og instruktør Kevin Reynolds på barnligste vis kom op at skændes og aldrig mere kan tale sammen efter "Waterworld", at Kevin Costner mistede sin kone gennem flere år på grund. af et sidespring under optagelserne, osv.
Det er alt sammen "bare sådan noget der sker". Til gengæld er det et minus for historiens troværdighed, når et animeret kæmpesøuhyre pludselig snapper efter Mariner.
Overbevisende vand-action
"Waterworld" fremstår som temmelig overbevisende vand-action, der ikke på noget tidspunkt falder af på den, med en smuk fotografering. En uundgåelig forelskelse lurer, men filmen får alligevel en original udtoning.
Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1995, USA, Eventyr, Action, Science Fiction, Skibe på film, 129 min.
Dansk titel: Waterworld- Kevin Costner (Mariner)
- Dennis Hopper (Deacon)
- Jeanne Tripplehorn (Helen)
- Michael Jeter (Gregor)
- Tina Majorino (Enola)
- R.D. Call (Enforcer)
- Sab Shimono (Elder)
- Neil Giuntoli (Hellfire Gunner)
- Robert Joy (Ledger Guy)
- Jack Black (Pilot)
- Kim Coates (Drifter)
- Lanny Flaherty (Trader)
- John Otrin (Wild Lines)
- Jack Kehler (Banker)
- Leonardo Cimino (Elder)
- Lee Arenberg (Djeng)
- Anne Gaybis (Deacon Gang Member)
- Robert A. Silverman (Hydroholic)
- Sean Whalen (Bone)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste Lyd