Wall Street (1987)

Sammenhængende film:
Wall Street (1987)
Wall Street: Money never sleeps (2010)

Man hiver lidt efter vejret, når man ser en film som "Wall Street", der sætter fokus på karrieremanden. Hårdt arbejde døgnet rundt for at nå så langt som muligt og tjene styrtende med penge.

Det er også et langt stykke ind i denne Oliver Stone-film tilskuerens indtryk, at historien er en hyldest til den amerikanske karrieremand. Men filmen fortæller alligevel en anden historie.

Engagerende tempo
Spændingen stiger i et dejligt engagerende tempo til omkring midtvejs i filmen. Her begynder niveauet skuffende at dale igen, idet der lægges mere vægt på kedelige dele af historien.

Charlie Sheen spiller udmærket i hovedrollen som den unge, ambitiøse aktiesælger, Bud Fox. Hans største drøm er at komme i kontakt med kongen indenfor børsspekulation, Gordon Gekko, og hans stædighed fører snart til et møde med idolet.

En plads i toppen
Bud har nogle fiduser, der vækker Gekkos opmærksomhed, og inden længe har Bud fået en plads i Gekkos team. Bud bliver rig og får eget kontor. Han får oven i købet "råd" til at pleje omgang med en billedskøn blondine.

Alt dette kan han takke Gordon Gekko for, og Bud kommer til at spille en større og større rolle i Gekkos spil. På godt og ondt, for da Bud får bragt sin fars flyselskab ind i spekulationerne, udvikler det sig til en familiær krise.

Buds far Carl, (spillet af Charlies virkelige far Martin Sheen), har slet ikke noget til overs for Gordon Gekko. Han mener, han er en svindler, og det vil Gekko ikke finde sig i.

En minikrig bryder ud
Han gør nu alt for at ødelægge selskabet ved hjælp af alle den indflydelse, han besidder. Hvilket betyder, at Bud går imod sin mester og gør alt for at redde flyselskabet. Nu udvikler der sig en minikrig imellem Bud og Gekko.

"Wall Street" henter fortrinsvis sin inspiration i Oliver Stones og Stanley Weisers historie, der er fyldt med finurligheder, der giver historien variation.

Fine dialoger
Den gode historie kommer også til udtryk i de mange fine dialoger, som især Michael Douglas mestrer at plapre af sig. Han fik en Oscar for sin rolle, måske en kende i overkanten i en præstation, der tangerer kedelig rutine.