Titanic (1997)

Tre timer og et kvarter om bord på det enorme skib med den kranke skæbne føles ikke et sekund for længe - er man først steget om bord i James Camerons filmunivers, og dermed om bord på "Titanic", så er det helt umuligt at stige af igen.
 

Går ned med skibet

Man går ned med skibet, og dér bliver man liggende i hvert fald nogle uger efter at have set filmen; målløs, fascineret, trist og meget eftertænksom.

Omfattende research
Det tog James Cameron rigtig lang tid at researche til sin hidtil største og dyreste film, og det ihærdige forarbejde omfattede bl.a. flere ture ned på bunden af Atlanterhavet for at filme det virkelige vrag, der efter 85 år under voldsomt tryk og i komplet mørke stadig kunne inspirere instruktøren i hans arbejde.

Det virkelige vrag

Det er også det virkelige vrag af "Titanic" vi ind imellem ser i filmen. Det er anden gang, James Cameron optager en film på havet - I 1989 gav han biografgængerne dykkersyge med The Abyss.

En nøjagtig model
For at optagelserne af skibet "Titanic" kunne blive så virkelighedsnære som muligt, blev en model af skibet bygget i næsten nøjagtig størrelse og placeret i et kæmpemæssigt vandbassin i Mexico.
 

Lange flashbacks

"Titanic" fortælles i lange flashbacks. I en meget fin indledning er amerikanske lykkejægere midt ude i Atlanterhavet i deres jagt på en kostbar diamant, som efter sigende skulle befinde sig i et pengeskab i Titanics vrag.

101 år og stadig i vigør
Projektlederen spilles af Bill Paxton, og han tror ikke sine egne ører, da han bliver ringet op af en meget gammel dame, der siger, hun har set om hans ekspedition på tv og gerne vil meddele ham, at hun har diamanten. På tv så hun også en gammel tegning af sig selv med diamanten om halsen.
 

Til den bitre ende

Den 101-årige Rose DeWitt Bukater transporteres herefter med helikopter ud til skibet, der ligger lige over "Titanic"s vrag, og her fortæller hun om sine oplevelser om bord på skibet i dagene inden katastrofen og helt frem til den bitre ende.
 

En fatal jomfrurejse

Den 10. april 1912 indledte "Titanic" sin jomfrurejse fra Southampton. Inden kursen blev sat mod New York, samlede skibet passagerer op i Cherbourg i Frankrig og Queenstown i Irland.

Ulykkelig teenager
Med om bord er den ulykkelige 17-årige Rose, der i sin frygteligt snobbede og velhavende omgangskreds føler sig fuldstændig indespærret og overset. Helt nede på tredje klasse sidder den fattige teenager Jack Dawson, og han forelsker sig straks i den ulykkeligt udseende overklassepige, som han ser stå og stirre ud mod horisonten et par dæk over sig.

Grædende mod rælingen
På et tidspunkt føler Rose sig så ulykkelig, at hun grædende løber mod rælingen for at kaste sig i det kolde vand. Men Jack taler Rose fra det. Clay får naturligvis ikke at vide, hvorfor Rose i virkeligheden var på vej ud over rælingen, og Rose opdigter fint en historie om, at hun var ved at glide, og at Jack kom og greb hende i sidste øjeblik. Som tak inviteres Jack - mod Clays vilje - med til en fin middag på første klasse.

Velfungerende humor
I en fin birolle ses Kathy Bathes, og hun trækker Jack med ind i sin kahyt for at give ham en smoking på til middagsselskabet. Under denne middag støder vi for første gang ind i den herlige og velfungerende humor, som James Cameron - det tragiske emne til trods - har skrevet med i sit manuskript.

Brændende forelskelse
Nu bryder forelskelsen rigtigt ud, og inden længe færdes Rose og Jack sammen næsten hele tiden - på kryds og tværs af første og tredje klasse - og uden hensyntagen til de forargede snobber.

En dygtig tegner
Jack har formidable evner som tegner, og Rose beder ham tegne et portræt af hende kun iført den store diamant, hun har fået af Clay. - Det er dén tegning, der 85 år senere dukker op, og som den 101-årige Rose genkender på tv.

Katastrofen indtræffer
Men så sker det utænkelige. Klokken 02:20 den 15. april 1912 støder "Titanic" ind i et isbjerg, og herfra er det en kamp mod tiden, en kamp for livet, og set med de to nyforelskedes øjne. Den voldsomme kærlighed er i James Camerons historie og instruktion fortalt med en følelse, der gør, at man selv bliver dybt forelsket.

Fin udstråling
Kate Winslett har en ikke helt fintslebet udstråling og har svært ved at nå helt ind i hjertet af tilskueren. Leonardo DiCaprio er langt mere sammensmeltet med sin rolle; det smukke ansigt og den naturlige, livsglade og indsigtsfulde person, han i Jack Dawson giver udtryk for at være, går også rent ind hos tilskueren.

Overrumplende billeder
Velkomponerede og overrumplende billeder af skibet både ud- og indvendig er blot et blandt mange led i den teknisk episke film. Læg fx mærke til overgangene fra vraget til det genskabte skib. Ned i mindste detalje bliver det gamle gelænder til nyt, eller den svært medtagne kahyt lyser op i gyldne farver og vækker atter "Titanic" til live.
 

Effektfulde spændingsscener

I den sidste times tid af filmen folder James Cameron sig ud i effektfulde spændingsscener, og selve katastrofen er fortalt i stærke, virkelighedsnære billeder. Man får virkelig gåsehud helt op til tindingerne, og det gør ondt i maven.

Omvæltende filmoplevelse
"Titanic" er en omvæltende filmoplevelse. Med Camerons film er vraget på bunden af Atlanterhavet blevet levendegjort og sejler smukt rundt i tankebilleder. Filmen kunne have været et mesterstykke helt ind i materien, hvis der havde været mindre fokus på de mellemmenneskelige intriger.

Melodramatisk
Det bliver en svaghed for den bekostede film, at alle sener efterhånden er spændt i et netværk af velkendt uforløst lykke, og tiltagende overspillet dramatik sender efterhånden filmen ud over den melodramatiske ræling.

Kvalm musik
Halvskidte computeranimationer i filmens start og James Horners trist-slibrige filmmusik forhindrer "Titanic" i at nå helt til tops: Musikken fylder ekstremt meget og er virkelig præget af kvalmt ørehængende temaer, komplet med computerskabt kor.