Sudden Impact (1983)

Dirty Harry-filmene:
Dirty Harry (1971)
Magnum Force (1973)
The Enforcer (1976)
Sudden Impact (1983)
The Dead Pool (1988)

Efter seks års pause vendte Dirty Harry Callahan tilbage i 1983, denne gang med Clint Eastwood selv som producer og instruktør. Det var en markedsanalyse, der lå til grund for Harrys comeback.

Dirty Harry var populær
I forbindelse med en almindelig objektiv undersøgelse var en gruppe amerikenere blevet spurgt, hvilke skuespillere de helst så genoptage deres berømteste roller. Der var et flertal, der stemte på Clint i rollen som Dirty Harry. Warner Bros. stod straks klar med pengene og alle remedierne, men det varede noget, inden et tilfredsstillende manuskript lå klar.


Skyder før han spørger
Harry Callahan er som sædvanlig i krig mod sin chef Briggs, der hele tiden råber og skriger ad ham, fordi han synes, dét Harry gør er tåbeligt gammeldags. Harry har sine helt faste holdninger. Han holder fast ved sin .44 Magnum (der dog for første gang i Dirty Harrys historie bliver suppleret af en .44 Magnum automatic), han skyder, før han spørger, og han er ikke bleg for at svare igen, især ikke sin chef.

Altid svar parat

Harry har altid et sarkastisk, iskoldt svar parat. Og man forstår godt hans vrede: Briggs tvinger Harry til at tage på "ferie" et par dage for at komme lidt væk fra det hele. Men som man nok kan regne ud, bliver disse dage ikke ligefrem præget af afspænding og yoga.

Fanatisk hævntørst
En bande fanatiske hærværksudøvere vil hævne sig over Harry og kaster benzinbomber ind i hans bil, og en gruppe jakkesætsklædte mafiamænd udstyret med tre meter lange maskingeværer er ude på at slå ham ihjel én gang for alle.
 

Chef-brok igen igen

Så nu kan chefen på afstand brokke sig endnu mere over Harrys gøren og laden. Harrys er imidlertid også på "ferie" i embeds medfør: En mand er fundet død i sin bil med en kugle i skridtet og en mellem ørerne.

Oldnordiske metoder
Da et identisk tilfælde dukker op ved kysten et godt stykke fra storbyen, er det oplagt for chefen at sende Harry dertil (for at slippe af med ham og hans oldnordisk brutale politimetoder).

En blondine-morder
Vi erfarer hurtigt, at morderen er den blonde kunstmaler, Jennifer Spencer, der efter en traumatisk voldtægt ti år tidligere nu vil have hævn. Hendes søster er stadig i chok efter episoden og sidder og stirrer tomt ud i luften med hængende underkæbe.
 

Kærlighed ved første blik

Da Harry i begyndelsen af sin "ferie" ved kysten støder ind i kunstmaleren, er det kærlighed ved første blik, og han mistænker på ingen måde denne tilsyneladende fornuftige kvinde. I stedet går han i seng med hende efter et par stærke drinks.
 

Barske flashbacks

Man har en følelse af, at Dirty Harry-filmens action-muntre stemning er vanskeligt forenelig med intensiteten i Sondra Lockes rollefigur og det voldsomme overgreb, hun og hendes søster har været udsat for. Denne historie får vi fortalt i temmelig barske flashbacks.

Alt for overspændt
Selvom filmens kvindelige hovedperson er en stærk og original type, der hævner sig på en typisk maskulin måde, fungerer idéen ikke i de færdige scener. Stemningen bliver i perioder overspændt og kammer fuldstændig over - især slutningen er storslem.
 

Moralske overvejelser

Spændingen i filmen drejer sig ikke så meget om drabene og Harrys opklaringsarbejde, som den omhandler Harrys følelser for den kvinde, han har forelsket sig i. Da han har opdaget hendes drab, vil han mon så melde hende eller holde hånden over hende?

Grundigt arbejde
Som instruktør arbejder Clint Eastwood meget grundigt med hver scene, og det er ind imellem en nydelse at lade sig føre med af de blide og inspirerende kamerabevægelser, der kendetegner store dele af filmen.

Overspillede skurke
Clints Dirty Harry-skuespil tangerer nogenlunde de tidligere film, men (som han selv havde udtalt det), havde Harry-filmene så ikke allerede overlevet sig selv? Sondra Locke spiller pænt, i hvert fald det meste af tiden, og de fleste biroller har et vist indhold. Desværre er næsten alle skurkene alt for overspillede, hvilket er forstyrrende.

Legendarisk replik
Det er i denne film, at Eastwood har den legendariske replik: Go ahead, make my day. Han vidste allerede, da han læste Joseph C. Stinsons manuskript første gang, at disse ord ville være filmens nøglereplik. I årene efter "Sudden Impact" var Clint plaget af, at alle omkring ham misbrugte replikken og forbandt ham hundrede procent med den.