The Postman (1997)

De positive sider ved denne, Kevin Costners anden film som instruktør, skinner i øjnene lige fra begyndelsen, og det er temmelig uforståeligt, hvorfor "The Postman", blev omtalt så dårligt af så mange.
 

Ingen fejlfri film

Samtidig skal det slås fast, at filmen langt fra er fejlfri. Den har en række svage sider, som Kevin Costner sagtens kunne have ændret på - blandt andet er 170 minutter for lang en spilletid.

Enspænder i år 2013
Kevin Costner spiller selv hovedrollen som en enspænder, der i år 2013 vandrer omkring i de øde og indtørrede landskaber, der er opstået som følge af en atomvinter. Han lever af at optræde for de folkemængder, der har knyttet sig sammen i mindre byer. Sammen med sit muldyr kan han opføre Shakespeares skuespil.

Ingen vej tilbage
USA eksisterer ikke længere, og det nye land ledes af den morderiske diktator, Bethlehem,, der rider landet rundt for at bekæmpe oprør og raceurenhed. Uheldigvis er enspænderen tilstede, da Bethlehem og hans mænd er ude for at indsamle mænd til hæren, og enspænderen er naturligvis blandt de uheldige udvalgte.

Flere ugers tortur
Flere ugers tortur i fangenskab og militærlejr følger, og enspænderen kan kun tænke på en ting: At flygte. Så da lejligheden byder sig ved et tilfælde, udnytter han den til fulde og er nu en (så godt som) fri mand. Fri kan han naturligvis aldrig blive, så længe Bethlehem og hans mænd er på jagt efter ham.
 

Ly i et gammelt bilvrag

I den bidende kulde søger enspænderen ly i et gammelt bilvrag, og her møder han et skelet, der har siddet på førersædet i mange år. Enspænderen opdager, at skelettet i sin tid var postbud, og han giver sig til at læse de mange breve, der ligger tilbage i bilen.
 

Mødt med skepsis

Det giver ham idéen til, hvordan han kan komme videre, og han ifører sig skelettets posttøj og posttaske og begiver sig på vej mod den første by. Her bliver han mødt med skepsis, men da han begynder at læse navnene på posten op, åbner byen både port og arme.

Håb forude
Postbuddet er kommet med nyt fra en svunden tid. Han kommer som sendt fra himmelen. Han fortæller folket løgne om, hvordan USA atter er kommet på benene. Om at der er håb forude, og at det bliver bedre for hver dag, der går.
 

Tro på livet

Han gør det mest for at få husly og mad, men også for at sætte en tro i livet på de stakkels indeklemte mennesker, der gemmer sig fra omverdenen og Bethlehems dødbringende magt. I denne første by møder postbuddet den smukke kvinde, Abby, der ikke lægger skjul på, at hun ønsker hans friske sæd i sig. Hendes egen mand kan nemlig ikke få børn. I en kærlig aftenstund får hun sit ønske opfyldt.

Muligheder i en død verden
En ung mand i byen, Ford, bliver så optaget af denne nye mulighed i den uddøde verden, at han tigger postbuddet om at få lov til også at blive postbud han.
 

Grå & ubestemmelig verden

Herfefter drager postbuddet af med sækken fuld af nye breve, som de forventningsfulde borgere håber vil nå frem til deres familie og venner et sted ude i den grå og ubestemmelige verden.
 

Spilder ikke tiden

Dramatikken er dog langt fra ovre. Bethlehem og hans mænd spilder ikke tiden. De vil have fat i den undslupne fange og nu også dén mand, der rejser rundt og påstår, han er repræsentant for den nystartede amerikanske regering. Bethlehem ved ikke, det er en og samme person.

Ærgerlig afslutning
Efter en heftig og ingenlunde forudsigelig nærkamp kammer filmen i det sidste slutkvarter over i en håbløs smøre af overpatriotisk vammeldom, som vi godt kunne have været foruden. Det er synd for den ellers velfungerende film. Budskabet i filmen er patriotisk, men aldrig vammelt, hvorfor ødelægge det til sidst?

Ligheder med "Waterworld"
"The Postman" minder på mange områder om Waterworld (1995), hvor Kevin Costner også havde hovedrollen som en enspænder i kamp mod en enkelt ond mand og hans hær af dødbringende fanatikere. "Waterworld" foregår på havet og ikke mange andre steder, hvor "The Postman" stort set er blottet for fugtighed.

Episk fortælling
Det er en episk fortalt film med et vidunderskønt billedsprog. Billederne er sublimt komponeret med et helt univers af specielle indstillinger. Scenografien er meget overbevisende og troværdig ned i mindste detalje. Skuespillet er godt med mange forskelligartede præstationer. Costner selv spiller med en stor sikkerhed, og selvom hans rolle er den største, bliver den aldrig dominerende.

Tilpas væmmelig skurk
Will Patton er tilpas væmmelig uden overdrivelser i skurkerollen. Han spillede også skurk overfor Kevin Costner i 1987-thrilleren No Way Out. Larenz Tate er mere tvivlsom og anonym som Ford, mens Olivia Williams leverer en fin præstation som filmens kvindelige midtpunkt. Der er mange sjove og flotte biroller, bl.a. medvirker en ung og en ældre pige fra Kevin Costners familie i et par scener.

Epik i billede og lyd
Maurice Jarres musik følger i mange henseender det episke i billederne men kommer ofte til at fylde for meget i det store set up.