The Poseidon Adventure (1972)

    En luksusliner væltes omkuld af en mastodontisk bølge, og passagerne begynder en sej kamp på vej mod den frie luft.


    EN ÆGTE KATASTROFEFILM

    Tematisk beslægtede 70’er-film:
    Airport (1970)
    The Poseidon Adventure (1972)
    Earthquake (1974)
    The Towering Inferno (1974)

    The Hindenburg (1975)

    Beyond the Poseidon Adventure (1979)


    Når først man er kommet et stykke ind i denne svulstige film, er det en højst opslugende og underholdende oplevelse. Anslaget giver et ualmindelig dårligt indtryk, idet det både virker meget primitivt og samtidig ikke giver klart udtryk for, hvilken genre filmen tilhører.

     

    Ren spænding

    Er det en katastofefilmsparodi, eller er det en reel katastrofefilm? Først en halv time inde i filmen finder man ud af, at det nok er meningen, at filmen er ren spænding, og spændende - det bliver den så også!

    Dygtigt teknisk arbejde
    Med gode skuespillere og dygtigt teknisk arbejde føler man sig i godt selskab med "The Poseidon Adventure", og man lærer ret hurtigt at se stort på de mange hundrede (sådan føles det) usandsynligheder, der er i historien.
     

    Flydende hotel

    Om bord på det flydende hotel, "S/S Poseidon", er velsagtens et par hundrede mennesker. Nytårsaften, netop som champagnepropperne har knaldet, skyller en enorm flodbølge, forårsaget af et undersøisk jordskælv vest for Kreta, ind over færgen og kæntrer den.

    Med bunden i vejret
    Snart ligger den med bunden i vejret, og de fleste folk om bord mener, det er bedst at blive liggende forneden (foroven). Men en gruppe på ti modige personer, med skibspræsten i spidsen, kravler via et enormt juletræ op (ned) på dækket over (under).
     

    Top og bund

    Forgæves forsøger skibspræsten at overtale flere til at komme med op (ned), og straks efter vælter vandet ind og drukner de mange "dumme". Så går den vilde flugt fra vandet, der er stadigt stigende (faldende), for at finde bådens top (bund), der er det eneste, der stadig rager over vandets overflade.

    Alt vender på hovedet
    Det er overbevisende med alt dét, der vender på hovedet på færgen. Bemærk især øjeblikket, hvor en dreng står og ser på de mange toiletter og kummer oppe under loftet.

    God sund spændingskurve
    Historien udvikler sig virkelig spændende i en god og sund kurve. Gene Hackman er god i den stressede præste-helterolle, ligesom hans "rival", Ernest Borgnine, gør det godt. Der er spænding og fart over feltet, og man bliver revet med af den intense atmosfære. Wolfgang Petersen genindspillede i 2006 med stor succes filmen under titlen Poseidon (2006).



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1972, USA, Action, Eventyr, Drama, Katastrofefilm, Skibe på film, 117 min.

    Dansk titel: SOS - Poseidon kalder
    Instr: Ronald Neame Prod: Irwin Allen Manus: Stirling Silliphant, Wendell Mayes Foto: Harold E. Shine Klip: Harold F. Kress Mus: John Williams
    Priser
    • AA - Bedste sang ("The Morning After"
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Winters)
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste lyd
    • GG - Bedste birolleskuespillerinde (Winters)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste musik
    • GG-N - Bedste originale sang ("The Morning After")