Point Break (1991)

    Unge mennesker afprøver grænser på og omkring surfbrættet ved de fristende blå bølger. Men ikke alle har rent mel i posen, og FBI blander sig mellem bølgerne.


    ACTIONVIRVAR

    Sammenhængende film:
    Point Break (1991)
    Point Break (2015)

    I denne vildt pumpede actionthriller kan man opleve Keanu Reeves som den nybagte FBI-agent, Johnny, der sendes til surfernes paradis i forsøget at opstøve nogle meget succesfyldte bankrøvere.

    Egne veje
    Parret med FBI-kollegaen Pappas, der bestemt ikke synes om sin unge makker (har vi set det før?), er den nyslåede agent tvunget til at gå egne veje, og han finder sig hurtigt til rette blandt de dygtige surfere under dække af at være smånaiv nybegynder.
     

    Agent i bølgerne

    Surfergruppens ubestridte overhoved er våddragten Patrick Swayze, med tilnavnet Bodhi, der til en vis grad fatter sympati for den hemmelige agent, som han vitterlig tror er smånaiv nybegynder.

    Dybt ind i surfer-sfæren
    Johnny kommer dybere og dybere ind i surfer-sfæren, og han begynder at finde sammenhænge og hemmeligheder, der kan lede ham mod en opklaring. Men nu er det jo ikke hvem som helst, han er oppe imod. På og med et surfbræt kan man udrette ikke så få drengestreger!
     

    Banale romancer

    Der er selvfølgelig tid til et par banale romancer, hvor blandt andet Johnnys drengede charme kommer på prøve i dobbeltsengen, men lagnerne er glattet ud i langt det meste af filmen til fordel for et ekstraordinært højt actiontempo, der oser langt væk af mandehørm.

    Benzin i årerne?
    Man skulle tro, at skuespillerne havde benzin og ikke blod i årerne, sådan som de pumper rundt på lærredet. Der må findes er særligt Hollywood-pep-up-middel til pumpede roller som disse.

    Adrenalin-kicks
    Alt i alt kan man kun ryste opgivende på hovedet ad dette urbanale og særdeles klichémættede Hollywood-sceneri. "Point Break" er som én stor bølge, der i glimt fører tilskueren med op på toppen i rene adrenalin-kicks, hvorefter man hurtigt bliver skyllet ind på det tørre sand igen.



    Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1991, USA, Action, Krimi, Drama, 122 min.

    Dansk titel: Point Break
    Instr: Kathryn Bigelow Prod: Peter Abrams, Robert L. Levy Manus: W. Peter Iliff Foto: Donald Peterman Klip: Howard Smith Mus: Mark Isham