The Piano (1993)

"The Piano" er - skåret ind til benet - en film om begær og seksuel besættelse, fortalt i bjergtagende billeder og med så fremragende skuespil, at tilskueren for en stund får afløb for forsømt begær. Jane Campions film er intet mindre end ægte forførerisk.

Ødelæggende musik
Således kan man bare læne sig tilbage og nyde de sublime billeder fra det flotte New Zealand, desværre meget forstyrret af Michael Nymans minimalistiske øregas-filmmusik. Man spørger sig selv, hvorfor i alverden instruktør Jane Campion ikke har valgt noget sund og smuk klassisk klavermusik i stedet. For Michael Nymans musik er rent ud sagt ødelæggende for filmen.

Stum klaverspillende skønhed
Holly Hunter spiller hovedrollen som den stumme klaverspillende skønhed, Ada McGrath, der mod sin vilje bliver giftet bort til en mand, hun ikke kender. Han, Stewart, bor langt ude i bjergene, og Ada bliver sejlet dertil sammen med sin 8-årige datter, Fiona.

En udspekuleret klaverelev
Klaveret har hun med sig, men i første omgang får det lov at stå på stranden, da bærerne ikke har mulighed for at bringe det helt til dørs. Ada længes dog så voldsomt efter sit klaver, at den "indfødte" tilflytter, George Baines, skaffer det hjem til sig og arrangerer, at Ada skal give ham undervisningstimer.

På andre tangenter
Hans intentioner strækker sig dog i en noget anden retning en klaverspil. Det er andre mere kropslige tangenter, han ønsker at spille på, og Ada kan ikke sige nej, hvis hun altså ønsker fortsat at spille på sit klaver.

Kropslighed
Al denne kropslighed ændrer dog noget i den indesluttede Ada, og hen ad vejen falder hun i armene på George. Hvad det kan føre med sig af jalousidrama, skal vi lade være usagt, men der kommer til at udspille sig et drama uden lige, da Stewart ved et tilfælde opdager konens arrangement.

Kantet afrunding
Filmen afrundes lidt for kantet og hurtigt, og man føler sig snydt af denne "nemme" løsning efter at have nydt de skønneste billeder. Holly Hunter er formidabel i den komplekse hovedrolle, Sam Neill næppe set bedre, Harvey Keitel fuld af dobbelthed, og den unge Anna Paquin (der ligesom Hunter vandt en Oscar) leverer uforglemmeligt barnespil.

Storslåede billeder
Billeder og lyd - særligt fra den storslåede natur - er spiselige og overrumplende smukke. Men også det historiske er flot ramt med kostumer, man sent skal glemme.