Armageddon (1998)

Lige i kølvandet på katastrofefilmen Deep Impact (1998) kom amerikanerne med andet udspil, stort set identisk i grundhistorien, men langt fra ens i stilen. "Armageddon" er nemlig udtalt larmende og plat.

Asteroride på størrelse med Texas
Pludselig en tilfældig dag opdager en videnskabsmand, at en asteroide på størrelse med Texas er på vej mod Jorden i rasende fart. Der er omtrent to uger, til den vil kollidere med vor Jord, og USA slår alarm.

Tanket op med humor
Ligesom i "Deep Impact" er det planen, at en flok heltemodige astronauter skal flyve op og lande på asteroiden for at bore et dybt hul og fylde en atombombe i det. Men sådan bliver det ikke, og det er hér, manuskriptforfatterne forsøger at tanke lidt humor på historien.

Et inkompetent hold
Verdens bedste borebisse Harry S. Stamper (Bruce Willis) tilkaldes. Den amerikanske regering har nemlig ikke nogle bedre bud på, hvem der skal lede boringerne i rummet. Men for at tage af sted stiller Stamper som krav, at han kun vil bruge sine egne medarbejdere - et mildest talt broget, bøvet og særdeles inkompetent hold arbejdere.

Ingen plan b
Da det jo er USA's (og for den sags skyld også resten af verdens, skal vi ikke lige nævne det?) videre eksistens, der står på spil, indvilliger regeringen i, at Stamper rejser af sted med sit hold af uuddannede mænd. Der er ganske enkelt ingen plan b.

Kontakt!
Med nogle få dage igen til dommedag futter Stamper og co. af sted mod asteroiden i det fjerne. En lille omvej rundt om en russisk rumstation, hvor de samler en astronaut op, derefter rundt om Månen, og så er der kontakt.

Malplacerede vittigheder
Mens de fleste af Harry Stampers arbejdsmænd bruger tiden på at fyre helt malplacerede og aldeles latterlige vittigheder af, er der heldigvis også et par stykker, der sætter lidt tid af i forsøget på at redde USA (og resten af Jorden?).

Den ultimative førerko
Af mænd med dén indstilling står Harry selv som den ultimative førerko. Han borer og skruer bissen på, så man skulle tro, der stod større ting end Jordens skæbne på spil. Han har slet ikke tid til at fyre fjogede vittigheder af!

Skræddersyet ånddsvagt
Det har til gengæld Steve Buscemi, der i en skræddersyet åndssvag rolle skyder sine skæve tænder frem i takt med bemærkninger, der er så primitive, at man i bedste fald sender øjnene langt ud mod det ydre rum.

"Rørende" kærlighed
Kærlighed er der også blevet tid til. Det er næsten (!) ligeså vammelt som i Apollo 13 (1995). Harrys unge sexsymbol af en datter er forelsket i en af Harrys arbejdsmænd. Og da hun bliver tilbage i NASAs hovedkvarter, er der lagt op til rørende amerikansk mimik.

Sjælforladt
Bruce Willis' rolle er helt sjælforladt. Stiv i nakken og med fastfrosset blik patriotiserer han sig gennem filmens to timer og tyve minutter. Alt for Amerika, man får virkelig (ikke) gåsehud over det hele.

Primitivt
Effekterne er ind imellem overbevisende og blev da også Oscar®-nomineret, men selve klimaks ombord på asteroiden er meget primitivt koreograferet. Heftige klip og "rystede" billeder. Det er for billigt!

Ikke overbevisende
Det tekniske arbejde med de overdrevet mange eksplosioner er for så vidt veltimet, men man føler sig aldrig nervepirret, bevæget eller overbevist af truslen fra rummet. Som en sikkerhedsventil er der boostet enorme mængder af Trevor Rabins patriotiske musik ud over hele filmen.