Himlen falder (2009)

    En voksen kvinde vender tilbage til sin hjemegn, hvor hun blev seksuelt misbrugt som barn, og opdager at hun har to lillesøstre. Historien gentager sig.


    TOMME TØNDER..

    Afghanskfødte Manyar I. Parwani spillefilmsdebuterer hér med noget så dunkelt dansk som en film om Tønder-sagen, der for nogle år siden afdækkede en incest- og pædofiliskandale af dimensioner.
     

    Barske løjer

    Alene emnet kan sætte de fleste en skræk i livet: hvorfor gå ind i biografen for at se en film, der gør en i dårligt humør? Det er der virkelig mange, der ikke kan se fidusen i. Som en kommentar til dette skal nævnes, at livet er andet end brede smil og computereffekter, derfor har filmkunsten gennem tiderne også beskæftiget sig med barske og nedbøjende temaer.

    Kalkuleret svulstigt
    Det kræver mod og mandshjerte at kaste sig over et filmatiseringsprojekt baseret på Tønder-sagen. Men dén måde, Parwani håndterer sagen på, er uden problemer. Det er desværre en filmoplevelse præget af det lidt for kalkulerede narrative tilvalg, der fører filmen - og begivenhederne belægges med bombastiske følelses-facitlister.

     

    Isoleret fra omverdenen
    Mille Lehfeldt spiller den voksne kvinde Sara, der mere eller mindre har isoleret sig fra omverdenen, indtil den dag hun fra sin plejemor får besked om sin biologiske mors død. Det bringer gamle spøgelser ud af skabet for Sara, der i sin barndom blev groft seksuelt udnyttet af både sin far og mor, uden at det nogensinde kom frem i lyset.
     

    Historien må ikke gentage sig

    Sara tager bilen over Bæltet for fra et krat at overvære begravelsen. Men bagefter er hun alligevel så nysgerrig på sin fortid, at hun opsøger sin bror, mekanikeren Danni (Marcus Nicolas Christensen), uden at give til kende hvem hun er. Kontakten med Danni betyder inden længe, at Sara får et glimt af sin far, der i mellemtiden har avlet to yndige piger, og Sara kører helt op i det lilla felt ved tanken om, at historien fra dengang gentager sig.
     

    Det mørkeste mørke

    Sara sætter sig for at undersøge, om hendes små søskende bliver mishandlet ligeså groft, som hun selv blev, og det bliver en rejse ind i det mørkeste mørke - en rejse, som Sara er nødt til at gennemføre.

    Fine grundstemninger
    "Himlen falder" har ikke nogen unik visuel identitet, men instruktøren forsøger alligevel gennem sammenblandinger af grynet, grumset håndholdt kamera og etableringsskud i bredformat at give filmen en billedlig diversitet.
     

    Billedsiden fungerer bedst

    Og det er afgjort billedsiden, der fungerer bedst. Parwani finder de rigtige løsninger på en lille håndfuld lokaliteter og tilhørende grundstemninger. Eksempelvis er Saras rejse fra København over Bæltet til Fyn en billedligt mindeværdig sekvens, ligesom faderens hus både ind- og udvendigt er skabt i en stil, der giver klamme håndflader.

    Brummelyds-kaos
    Hvad der hæmmer troværdigheden og nerven i en historie med så alvorligt et hændelsesforløb er primært det miljø af fortættede brummelyde og surround-underlægningsmusik, der hersker i filmen på nær godt fem minutters fred.

     

    Alvorstunge computerlyde
    Alvorstunge computerlyde med inspiration fra den virkelige verdens uhyggelige lydindeks er en sikker følgesvend: ingen stemning må stå alene. Det virker som om, man har haft en angst for at præsentere begivenhederne uden lydtapetet, og resultatet er alt andet end naturtro: Helt galt går det i filmens dramatiske nøglescener, hvor filmmusikken går fuldstændig i selvsving med vibrerende mandestemme a la "Afghanistan", tilført kvasi.gregoriansk tidløshed.

    Distance til spillerne
    En anden svaghed ved Parwanis iscenesættelse er dén distance, man fornemmer der er til skuespillerne. Med ganske få undtagelser er spillet i "Himlen falder" et tydeligt resultat på effekt frem for nærhed i den samlede narrative mission.

    Teatralske stereotyper
    Det betyder i praksis, at der næsten konstant bliver skruet op for det teatralske, for det stereotypt og forudsigeligt virkningsfulde, hvilket i mange scener skaber en næsten ironisk distance til alvoren. En lille håndfuld biroller, fx Martin Spang Olsen som hårdtslående bisse, falder fatalt igennem.


    Ekstrem-yderpunkter
    Registret af ekstremyderpunkter er taget i anvendelse, og Sara må således både opleve hallucinationer, grov udnyttelse og total afmagt - bare så vi forstår alvoren i det hele. Lehfeldt har ikke en jordisk chance for at brænde igennem.

    Dick Kaysø fortjener roser - ikke alene for sit mod til at tage rollen som Saras far - men også for sit skæve og kejtede portræt af en sølle mand med en magt på lånt tid.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2009, Danmark, Psykologisk drama, Børn på film, 100 min.

    Dansk titel: Himlen falder
    Instr: Manyar I. Parwani Prod: Ib Tardini Manus: Manyar I. Parwani Baseret på: virkelige hændelser Foto: Lars Reinholdt Klip: Faisel Butt Mus: Halfdan E.
    Priser
    • RB-N - Bedste birolleskuespiller (Christensen)
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste musik