Homesdale (1971)

Australske Peter Weirs første reelt gennemslagsduelige fiktionskortfilm er denne knap 50 minutter lange og velovervejet syrede historie om et gæstehus og dets gæster på en ø ud for Sydney.

Smil og håndtryk
Til gæstehuset Homesdale Hunting Lodge (vi skal om lidt komme ind på, om det nu også er et gæstehus) ankommer en lille gruppe gæster med en bette færge, der lægger til ved øens lille bro. Ved Homesdales indgang bydes alle varmt velkommen af de ansatte med smil og håndtryk (en af de ansatte spilles af Peter Weir selv). Det hele ser svært hyggeligt ud.

En mærkelig anstalt
Der går ikke lang tid, før vi bliver i tvivl om, hvad Homesdale egentlig er for et sted. Og det er ikke uartigt at stille spørgsmål til, om der kunne være tale om en psykiatrisk anstalt af en slags. En uortodoks en af slagsen, ganske vist, men ikke desto mindre en mulighed.

Aparte prøvelser
For snart sættes gæsterne/de indsatte på nogle aparte prøvelser, der kun tager til i omfang og form, bl.a. bliver de hver især sendt ud i den australske ødemark med en lille overlevelseskuffert og et kort, der angiver en destination.

(Re-)traumatiseringer
Efterhånden erfarer vi, at alle gæsterne på Homesdale har en problematisk fortid. Flere af dem er endda traumatiseret. Så den særlige behandling, stedet tilbyder dem, gør dem bestemt ikke nogen tjeneste. Snarere tværtimod. De mange prøvelser er nemlig decideret (re-)traumatiserende.

En konglomeratisk affære
Genremæssigt er Weirs film en konglomeratisk affære. Her er elementer af både komik og gys. Tidligt i filmen sender Weir i øvrigt en hilsen til Alfred Hitchcocks Psycho (1960) ved at kreere sin egen, og temmelig flotte, version af badeværelsesscenen.

Sprød 16mm-stemning
"Homesdale" emmer af sprød, knitrende 16mm-stemning og er et overbevisende vidnesbyrd om Weirs kunstneriske visioner, som de også kommer til udtryk i de tidlige spillefilm.

En forsmag
Flere af optagelserne kan opleves som en forsmag på de senere gennembrud, bl.a. kan scenerne fra bushen minde om den overvældende mystik i Picnic at Hanging Rock (1975).

Velspillet i kaos
Kortfilmen er velspillet midt i kaos, og der er overbevisende enkeltpræstationer. Weir anvender musik yderst kreativt. Ind imellem bliver det for meget, til andre tider har han helt styr på balancen i dette virkemiddel.