Le scaphandre et le papillon (2007)

    En 42-årig mand vågner op efter et slagtilfælde, lammet og uden evnen til at tale. Men han kan forstå alt og kan kommunikere med et blinkende øje.


    BLINK TIL LIVET

    En sand historie tilført filmmediets effektive dramaturgi: at opleve en lammet mands pinsler indefra og være en del af hans ultimative ensomhed er en barsk affære.

    Filmen begynder i en lang, tåget og uhyggeligt nedværdigende række billeder, der beskriver hovedpersonens opvågnen til et mareridt, der ikke lader sig beskrive i ord.

    Han har haft et slagtilfælde og har ligget i koma. Nu er han vågnet, men kun for at erfare, at han er lam i hele kroppen, og at hans eneste mulighed for at kommunikere er med et blinkende øje.

    Efterhånden som den værste selvmedlidenhed har lagt sig, begynder en fornyet appetit på det liv, der er tilbage, at melde sig - og det liv, der er levet, passerer i farvestrålende flash backs.

    Under huden
    Beskrivelsen af fangenskabet i den lammede krop går under huden og er i mange henseender en ubehagelig og nærmest kropslig oplevelse.

    Dette skyldes først og fremmest den stærkt virkningsfulde subjektive point of view, hvor vi oplever lammelsen og indespærringen indefra - og i uhyggelig grad føler os som en del af den ubegribeligt tarvelige skæbne.

    Indespærret desperation
    Det er filmens absolutte styrke, at den formår at drive sin tilskuer ind i denne indespærrede desperation. Man får lyst til at sparke og sprælle, spurte en tur, skrige - alt sammen som en følge af denne følelse af indespærring.

    Samtidig er portrættet af hovedpersonens skæbne et lyrisk maleri, hvor fantasien sætter grænserne for de visuelle oplevelser. Hvis man ser bort fra de lovligt eksplicit opsummerende flash backs, er filmen i store træk en lang visuel rejse med store og smukke scenerier.

    Oprigtigt rørende
    Undervejs opstår der oprigtigt rørende situationer - ind imellem de lidt for udpenslede, grænsende til det sentimentale, gensyn-med-vennerne-scener, desværre oftest pint af sovset musik, der ødelægger autenticiteten.

    Men man bør hæfte sig ved Max von Sydow i en birolle som den lammedes far. Det er stærke scener, essensen af kærlighed måske, essensen af ensomhed.

    Flotte titelsekvenser, særligt i begyndelsen, rammer filmen visuelt stærkt ind.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2007, Frankrig, USA, Drama, Biografi, 112 min.

    Dansk titel: Dykkerklokken og sommerfuglen
    Instr: Julian Schnabel Prod: Kathleen Kennedy, Jon Kilik Manus: Ronald Harwood Baseret på: bog af Jean-Dominique Bauby Foto: Janusz Kaminski Klip: Juliette Welfling Mus: Paul Cantelon
    Priser
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste instruktion
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • CAN - Bedste instruktør
    • CAN - Vulcain Prize for the Technical Artist
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste udenlandske film
    • GG-N - Bedste manuskript