Independence Day: Resurgence (2016)

    20 år efter den sidste ruminvasion står (den amerikanske) menneskehed over for endnu en trussel. Mon de kan klare skærene denne gang?


    RUMDUMHEDER

    Sammenhængende film:
    Independence Day (1996)
    Independence Day: Resurgence (2016)

    Der er vitterlig gået tyve år, siden "Independence Day" i 1996 beskrev, hvordan USA kom i krise som følge af uventet besøg fra det ydre rum. Nu, et par dekader senere, står supermagten (og velsagtens resten af verden) i møg til halsen, da en ny storinvasion truer hele menneskeheden.

    Amerikansk fighter-moral
    Det finder man sig selvfølgelig ikke i, og alle tænkelige kræfter mobiliseres i de små menneskers kamp mod gigantiske rumskibe og klamme aliens. Snart skal det endnu engang vise sig, at den amerikanske fighter-moral ikke er til at løbe om hjørner med.

    Sløj ekspræsident
    Flere af de ledende skuespillere fra den første film har biroller i den nye. Bill Pullman er nu sløj ekspræsident, og Robert Loggia kan opleves som general Grey i en af sine sidste filmoptrædender.

    Bundforudsigeligt og klichétynget
    Der er virkelig ikke meget ophidsende at komme efter i 2’eren. Man kunne måske have forestillet sig en lidt højere grad af fornyelse, når nu ideen om en opfølger havde ligget stille i så mange år. Men nej, begivenhederne er ikke kun bundforudsigelige og klichétyngede, de er også forkromet amerikansk-patriotiske.

    Intense rumkampe
    Masser af overdrevne, intense rumkampe, hvor små søde svigermors drøm-jagerpiloter snor sig mellem dødbringende alien attacks, sørger for en konstant høj puls, komplet med oceaner af oppumpet lyddesign og filmmusik.

    Skæve castings
    Flere skæve castings har sneget sig ind i denne $-udspekulerede produktion. Hvad laver Charlotte Gainsbourg for eksempel her? Det bliver mere ynkeligt end opsigtsvækkende, og rollen er ved gud hverken interessant eller skæv.

    Ingen afvigelser fra formlen
    Det er den tyskfødte instruktør Roland Emmerichs speciale at iscenesætte disse helt igennem forudsigelige blockbusters, og der har ikke været mange afvigelser fra den faste formel gennem karrieren. Det er selvfølgelig en præstation i sig selv at kradse så mange penge hjem fra et umætteligt publikum verden over, men nogen kunstnerisk værdi har det ikke.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024