Pumping Iron (1977)

    Vi følger en ung Arnold Schwarzenegger, når han i skarp konkurrence stræber efter at vinde Mr. Universe-konkurrencen for femte år i træk.


    SPÆNDTE MUSKLER

    Tematisk beslægtede film:
    Pumping Iron (1978)
    Iron Grandpa (2015)

    Fascinerende dokumentarisk møde med en ung Arnold Schwarzenegger: "Pumping Iron" følger den store østriger, før han for alvor brød igennem i Hollywood, og mens han satsede alt på de store muskler.

    Kådhed og selvtillid
    Kådhed og selvtillid er et par af de tillægsord, der bedst beskriver Schwarzeneggers udstråling, når han pumper jern og fjoller rundt med sine tilsvarende hårdtpumpede kolleger og konkurrenter til den prestigefyldte "Mr. Universe"-konkurrence.

    Kommer døgnet rundt
    Arnold fortæller bl.a. stolt, hvordan han "kommer" døgnet rundt: For ham er dét at løfte tunge vægte nemlig ligeså godt som sex. Ellers er dokumentarfilmen et på samme tid frastødende og dragende møde med en alt andet end delikat sport. Ikke at alle vil føle sig frastødt af overdimensionerede og olierede muskler, men alligevel.

    Ikke de store hjerner
    Og det er heller ikke de store hjerner, der folder sig ud i filmen. Filmen beskæftiger sig som nævnt også med en lille håndfuld af Arnolds konkurrenter – og det er ved gud skræmmende ubegavede og narcissistiske bekendtskaber.

    Saftig fremdrift
    Samtidig giver disse møder også dokumentarfilmen en saftig fremdrift, der former interesse og rynkede næser i en uskøn symbiose. Tidsbilledet er markant 70'er-præget med alt, hvad det indebærer af kitsch.

    Et overbevisende møde
    Både med og uden Arnold er filmen et overbevisende møde med indædt selvdyrkelse, men det hjælper selvfølgelig på holdbarhedsdatoen, at Arnold siden er blevet filmstjerne.

    Vigtigt dokument
    Som portræt af selvsamme Arnold er "Pumping Iron" et vigtigt dokument. Filmen viser i udpræget grad de primært positive sider af østrigerens personlighed. En spøgefugl med tro på sig selv og livet. Michael Smalls iørefaldende titelsang hører med som et ufrivilligt komisk bidrag til denne kitschede dokumentarfilmoplevelse.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1977, USA, Dokumentar, Biografi, Sport, 85 min.

    Dansk titel: Sagen er bøf
    Instr: George Butler, Robert Fiore Prod: George Butler, Jerome Gary Manus: Charles Gaines, George Butler Baseret på: bog af Charles Gaines, George Butler Foto: Robert Fiore Klip: Geof Bartz, Lawrence Silk Mus: Michael Small
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation