København, Kalundborg og - ? (1934)

Tidlig tonefilms-gejl, hvor Ludvig Brandstrup ud over at spille sig selv i hovedrollen også har påtaget sig instruktørrollen - dog med kyndig teknisk assistance fra stumfilmskapaciteten Holger-Madsen. "København, Kalundborg og - ?" er en ujævn farce præget af oceaner af musikalsk og udenomsligegyldigt fyldstof, men er trods alt mindeværdig alene på en håndfuld stærkt racistiske ekspliciteter.

Veloplagt Schønberg

Brandstrup er vært i Statsradiofonien - og i 1934 er det ensbetydende med national berømmelse. Han påtager sig i filmens start samtlige roller i et direkte hørespil - assisteret på lydeffekt-siden af en veloplagt Ib Schønberg - filmens afgjort mest vellykkede sekvens.

Armstrong på scenen

Netop som de to kolleger har en friaften, bliver Brandstrup ringet op af Maria Garlands generalkonsulinde. Hun får radiokendissen overtalt til at stille op på et afbud som vært ved en stort anlagt midnatskabaret, der har gæster som Louis Armstrong på scenen.

Utilsløret racisme

Heraf filmens utilslørede racisme (eller bare et billede på tiden?), i det Ib Schønberg mener, han kan gøre det bedre end "negeren". Påsmurt tykke lag sod i ansigtet vrider og vender han sig som en abekat på scenen - til stor fortryllelse for publikum.

Lalleglade farceløjer

Her kammer filmen fuldstændig over i lalleglad farce, men det værste er dog de ekstremt lange fyld-indslag med musikalske bidrag (hvor der stilles om til britiske danse- og musikshows). Fuldstændig ude af proportioner og helt igennem kvælende for den hjemlige filmhygge.

Helt sort i hovedet

Ib Schønberg er ikke uventet filmens bedste, særligt i den lange scene som engageret "lyddesigner" i radioen. I de helt små biroller som radiolyttere hæfter man sig særligt ved Petrine Sonne, der bruger moderne, kablet hørerør og kniber en tåre under det direkte hørespil. Arthur Jensen har en mikrorolle som frisøren, der anviser Schønberg en kakelovn, så han hurtigt kan sminke sig helt sort i hovedet - ligesom Louis Armstrong!