Under Byens Tage (1938)

    I kunstner-restauranten "Mona Bar" i indre by fungerer den tidligere model Mona Frank som kunstnernes gudinde. Hun hjælper både med penge og hjertesorger.


    KUNSTNERNES GUDINDE

    Johan Jacobsen overtog iscenesættelsen fra den syge A.W. Sandberg og fik dermed chancen for at markere sig på den danske (folkekomedie-)scene sidst i 30’erne. "Under Byens Tage" blev Jacobsens instruktørdebut.

    Et lysende talent
    Flere anmeldere så et lysende talent i Jacobsen, hvad der da også skulle vise sig at holde stik: Jacobsen markerede sig særligt som stærk og fornyende komediefortolker op gennem 1940’erne.

    "Et Misfoster af et Manuskript"
    "Solstraalefilm, forgyldt af Livas Smil" og "En pæn dansk Foraarsfilm," lød det bl.a. i aviserne. Og så denne indledningsvise positive overskrift, der ender i en nedsabling af manuskriptet: "Lovende Instruktør-Debut, afdæmpet Fru Liva - og et Misfoster af et Manuskript."

    "Overfladisk Skitsering"
    Anmelderen fortsatte: Man begriber ikke, hvorfor Manuskriptet til næsten hver anden dansk Film hentes fra Paul Sarauws Værksted. Det er de samme Mangler, der gaar igen i alle hans Filmarbejder: Konfliktens Forvrøvlethed, Personernes ganske overfladiske Skitsering, men gennemgribende Forlorenhed og Genrernes kaotiske Sammenblanding i en Grad, saa man aldrig aner, hvor man er henne - og slet ikke, hvor man skal hen.

    Udpræget kedelig
    Nuvel, Sarauws historie er ikke ringe endda, men det er ikke uden sandhed, at hele filmoplevelsen "Under Byens Tage" er noget genremæssigt metaltræt og udpræget kedelig, på trods af den tiltænkt friske fremdrift. Dette skyldes bl.a. en noget grå og tempoløs totalanvendelse af kulisser.

    Kunstnernes gudinde
    Under byens tage går livet sin brogede gang. Det veksler med tårer og smil, med lykke og sorg. I kunstner-restauranten "Mona Bar" i indre by fungerer den tidligere model, Liva Weels Mona Frank som kunstnernes gudinde. Fuld af godt humør og aldrig bleg for at bryde ud i folkelig sang.

    Penge- og hjertesorger
    Hun hjælper både med penge og hjertesorger. Mellem de mange kunstnere har Peter Poulsens Niels Brandemose sit eget ansigt. Han er for nylig kommet til byen for at gå på Akademiet, og hele hans higen og lyst står til at blive maler.

    Gennemført jordnær Weel
    Det er forfriskende at opleve Weel i en stort set gennemført jordnær rolle. Her er ikke mange ekstremer, og det komisk manierede er lagt på hylden til fordel for mere psykologisk tyngde. Men manuskriptet tillader desværre ikke den helt gennemstegte præstation, og det bliver ved de få gyldne øjeblikke.

    Ikke meget modspil
    Overfor Weel er der ikke meget hoved- eller birollegennemslagskraft. Peter Poulsen er nærmest udtryksløs som den let forsmåede kunstnerspire, og hverken Arthur Jensen, Christian Arhoff eller Sigurd Langberg bidrager med meget andet end det forventelige.

    Forbliver på overfladen
    Johannes Meyer er det bedste bud på regulært modspil til Weel, men igen bliver det ved de få gyldne øjeblikke. Det er som om, filmen ikke tør kradse i overfladen, og filmoplevelsen forbliver på selvsamme.

    Udtalt sangglæde
    Som følge af Liva Weels sangglæde er filmen temmelig musikunderkastet. Der er heldigvis et vist bid over Kai Normann Andersens tone, men de helt store slagere udebliver.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018