The Last Picture Show (1971)
Om unge menneskers udfordringer og kedsomhed i en lille støvet landsby.
HÅB I LIVET
Sammenhængende film:
The Last Picture Show (1971)
Mask (1985)
Der hersker en trist stemning i "The Last Picture Show", en stemning der hele tiden udvikler sig. Kulde, blæst og hvirvlende støv indleder og afslutter filmen - et stærkt virkemiddel, der sætter sig på nethinden.
Gaderne ligger øde hen...
Der er ikke meget at lave for hverken unge eller gamle i filmens lille landsby. Man har dog et billardbord, en burgerbar og en biograf, men der er aldrig rigtig "bid" i noget. Gaderne ligger øde hen, folk virker sløve og ugidelige, de har vænnet sig til det kedsommelige.
Liv i håbet
I starten af filmen kritiseres byens drenge for at spille elendigt fodbold. "Ved du over hovedet, hvad en tackling er?" Der er virkelig ikke meget, der fungerer i det lille samfund. De unge lever med en længsel, en søgen efter kærligheden, den næste generation holder liv i håbet ved hjælp af sidespring.
Lykken varer kort
Men næsten lige meget hvem man parrer, varer lykken kun kort. Kærligheden løber ud i sandet, og så står man tilbage med sorgen, som er så godt som uhelbredelig i det lille bysamfund.
Emmer af tristesse
Selv det positive i filmen emmer af tristesse, idet instruktør Peter Bogdanovich konstant bruger en ekspressiv, dyster lyssætning og formår at gøre den muntre country-musik sørgmodig. Bogdanovich vil ikke lade filmen bade i noget positivt lys.
Indadvendt
Det er en svært tilgængelig, indadvendt film, der i længden kan synes uoverkommelig. Man kunne ønske sig lidt "bredde". Det triste og sort/hvidt-håbløse kommer til at fylde lidt for meget. Filmen er ret dialog-fattig, der er meget stilhed, fortælleteknikken er langsom og opmærksomhedskrævende.
Uovertruffen Bottoms
Timothy Bottoms er uovertruffen i rollen som Sonny Crawford - øm, moden, sørgmodig. Cybill Shepherds debut er samtidig en af karrierens bedste roller. Cloris Leachman som Ruth er formiddabel: Splittet, opgivende, svingende og forelsket.
Det kolde overblik
Jeff Bridges som Duane, den umodne tough guy, der på bunden ikke er ret tough, gør det godt, ligesom Ben Johnson er stærk som "Sam the Lion": Han har det kolde overblik, han er byens "far", en varm og erfaren mand.
Mange lange klip
Bogdanovich benytter mange lange klip med stationært kamera, ofte med faretruende skyformationer i baggrunden af smukke totalbilleder. En begavet og smuk stemningsfilm med fænomenal personinstruktion.
Anmeldt i 1993 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1971, USA, Drama, Teenagere, 118 min.
Dansk titel: Sidste forestilling- Timothy Bottoms (Sonny Crawford)
- Jeff Bridges (Duane Jackson)
- Ben Johnson (Sam the Lion)
- Cloris Leachman (Ruth Popper)
- Ellen Burstyn (Lois Farrow)
- Cybill Shepherd (Jacy Farrow)
- Eileen Brennan (Genevieve)
- Clu Gulager (Abilene)
- Randy Quaid (Lester Marlow)
- John Hillerman (Teacher)
- Noble Willingham (Chester)
- Peter Bogdanovich (DJ)
- Sam Bottoms (Billy)
- Loyd Catlett (Leroy)
- Bill Thurman (Coach Popper)
- Frank Marshall (Tommy Logan)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- AAN - Bedste film
- AA - Bedste skuespiller (Johnson)
- AAN - Bedste skuespiller
- AA - Bedste skuespillerinde (Leachman)
- AAN - Bedste skuespillerinde (Burstyn)
- AAN - Bedste instruktør
- AAN - Bedste manuskript
- AAN - Bedste fotografering
- GG - Bedste birolleskuespiller (Johnson)
- GG-N - Bedste film
- GG-N - Bedste instruktør
- GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Burstyn)
- GG-N - Bedste birolleskuespiller (Leachman)
- GG-N - Bedste debutant (Shepherd)